Annika Aakjær

Annika Aakjær fik megen omtale, da hun debuterede i 2008 med ‘Lille filantrop’. En ny kvindelig troubadour med ben i næsen var født. Nu er hun klar med opfølgeren, der fremstår mere mørk og stille end debuten.

Aakjær er som sanger interessant. Hun kan være Anisette og Lisa Ekdahl på én og samme tid – og så alligevel helt sin egen. Men når hun i åbneren ‘Dagens tekst’ synger »der er ikke noget at skrive hjem om«, er det desværre ikke helt løgn. For sangskrivningen er ikke videre interessant. Sangene er for det meste bygget op omkring akustiske guitarer, trommer og piano, men de er slæbende og uinteressante og bider sig aldrig rigtigt fast. Dog med undtagelse af ‘Pænhed er kommet til byen’ der minder om soundtracket til ‘Askepop’ i 69’er-pop for fuld galop.

Der synges om mennesker, der står ved et vadested i deres liv, om samfundets kyniske selvfedme og 68-generationen, der har svigtet, flere steder på fin og finurlig sproglig facon. Men sangene er ganske enkelt for døde til at sætte kød på teksternes skelet. Det føles som at være til musical på efterskolen, og når teksterne indimellem også bliver tomme klicheer, er der ikke meget at komme efter.

Annika Aakjær har ganske sikkert masser af power og talent, men jeg savner at høre mere til det i hendes sange. ‘Missionær’ er, som der synges i titelnummeret, en temmelig forudsigelig og uinteressant fornøjelse.