Kongerne af jysk verdensmusik er tilbage – men legen er ikke helt så sjov længere hos Analogik
Da Analogik spillede på Spot Festival for en måneds tid siden, var køen til koncerten så lang, at mange – inklusive anmelderen her – måtte give op og finde noget andet at give sig til. Det vidner om den enorme nostalgi, som mange – inklusive anmelderen her – nærer til det aarhusianske orkester. Derfor har mange – eller i hvert fald jeg – set frem til, at Danmarks mest genreeksperimenterende band var tilbage med det første album i syv år: ’Havnens Perle’.
Allerede fra første trut i klarinetten på åbningsnummeret ’Hardcore Stil’ bliver man taget tilbage til den romantiserede folkemusiktradition, som Analogik er vokset ud af. Man tænker: Yes! Kongerne er tilbage. Men 20 sekunder inde skifter nummeret karakter, da en tung, elektronisk bas sætter ind sammen med et samplet trommebeat, og en bævrende elguitar klimprer i stil med Østens syrerock. Man får lyst til at smide hænderne i vejret og bounce op og ned. Så er stilen saft suseme lagt! Hardcore stil.
Resten af albummet fortsætter i samme rille. Tunge elektroniske beats og skæve melodier på diverse instrumenter. Hiphop møder folkemusik. Genremæssigt bevæger vi os fra electro-vals på ’Fagelstraatø over russisk reggae på ’Abonnenten’ til etiopisk hornmusik på ’Flugten’. Alt sammen bliver leveret med et overskud, som kun Analogik kan præstere, og der bliver ikke begået så meget som ét eneste fejltrin.
Det er dog også her, albummets svaghed ligger. Misforstå mig ikke: ’Havnens Perle’ falder på et tørt sted, for Analogiks legesyge tilgang til musik har i den grad manglet på den danske scene. Men første indskydelse, når man lytter til albummet, er desværre, at selv om lyden er skarpere og bedre produceret end nogensinde, så er legen ikke helt så sjov, som den var engang.
Hvor Analogik i ’de gode gamle dage’ var et mærkeligt miks af dub, dancehall, balkan, bossanova, swing, polka og sømandsviser, så er ’Havnens Perle’ mest af alt en samling af hiphopbeats. Mere elektronisk end nogensinde og – med undtagelse af nogle lejlighedsvise grynt, en smule ølkor og nogle samples – helt uden vokal.
Ikke fordi det kommer ud af det blå. Siden debuten ’Søens folk’ fra 2006 er Analogik kun blevet mere stilsikre i deres udtryk. På ’New Seeland’ fra 2012 var de humoristiske elementer af sang og a cappella forsvundet. Og den eneste produktion i mellemårene – menu-musikken til computerspillet ’Battle Block Theater fra’ 2014 – bar i den grad også præg af en mere stillestående og elektronisk lyd.
Når jeg alligevel tillader mig at ærgre mig en smule, så er det, fordi jeg ved, hvor meget humor der stadig er de her Aarhus-fyre. Sidste år fangede jeg dem til en tyndt besat midnatskoncert på Musik i Lejet (klientellet på Musik i Lejet er som regel mere interesserede i at drikke rosé end at høre musik,) men selv om publikum var begrænset, så havde vi alle sammen en fest, for Analogik viste en enorm spilleglæde og fyrede alle de gamle slagere af. Et højdepunkt var ’Kaptajn Bim’, det tysksprogede dancehall-hit fra ’Søens Folk’, hvor hele teltet tumlede rundt og skrålede med: »Sie singen: Pass auf Bim. Sie singen: Nicht mehr Rum!«
Hvor er den humor og vildskab, som vi dansede bener’n afled til i Tisvildeleje sidste sommer? Ikke på ’Havnens Perle’, i hvert fald. Og det er skammeligt, for det lyder faktisk pissegodt, det er bare en smule ensformigt. Hvis bare man havde smidt noget tysk rap eller volapyk-pludren henover et par af sangene, så tror jeg, man kunne være nået langt. I stedet bliver det lidt en flad omgang. Som Analogik selv synger på ’Farligt Monster’ fra ’Søens Folk’:
»Vildere! Hurtigere! Det kan godt blive højere!«
Kort sagt:
Analogiks tilbagevenden er en velproduceret og stilsikker plade med hiphop-beats, som nok er fabelagtig baggrundsmusik, men mangler den vildskab, der engang var bandets varetegn.