jj

jj er ikke så mystiske længere. Desværre. For der var bestemt noget magisk ved den pludselige og uannoncerede udgivelse af den dengang anonyme svensker-duos middelhavs-inficerede debutalbum tilbage i juni. Her otte måneder senere ved vi, at jj udgøres af Joakim Benon og Elin Kastlander, makkerparrets pladeselskab Sincerely Yours har sågar i forvejen annonceret album nummer to, godt nok med titlen ‘N°3’,  og oven i hatten stærkt antydet, at de to album er blevet lavet samtidig. Så meget for mystikken.

Heldigvis er det dog det eneste adjektiv, jj har måtte sige farvel til, for de er stadig længselsfulde, humoristiske, originale, dopede og uimodståeligt charmerende. Intronummeret ‘My Life’ siger næsten det hele med hjemsøgt piano, Elins karakteristiske vokal og en tekst halvt bestående af Lil Waynes gæstesang til et The Game-track og omkvædet fra tyske ATC’s eurodance-klassiker ‘Around the World (La La La)’. Det er postmoderne pop, der som musikkens Quentin Tarantino stjæler med arme og ben for i sidste ende at lave et dybt individuelt stykke kunst.

Med nostalgisk mundharmonika, indianerfløjte og et indskud af en italiensk fodboldkommentar, der går amok over Zlatan Ibrahimovic, er ‘Let Go’, ‘Golden Virginia’ og ‘Into the Light’ dejlig, balearisk og finurlig popmusik, der dog vækker minder om, ja, det første jj-album. Bare uden overraskelsesmomentet og gennemslagskraften. Overordnet udebliver de helt gennemtrængende numre nemlig fra ‘N°3’, der i sidste ende kommer til at føles som ni ekstranumre til debutens magiske univers. Hvilket forresten ikke er noget at kimse af. Overhovedet.