Cate Le Bon svajer suverænt mellem det tilgængelige og det excentriske
Cate Le Bon har de seneste år været generøs med at låne sine talenter ud. Hun har i 2019 allerede produceret Deerhunter-albummet ’Why Hasn’t Everything Already Disappeared?’ og i 2018 udgivet andet opus som del af duoen DRINKS.
Alligevel virker ’Reward’, hendes femte soloplade, som om, hun har gemt det bedste til sig selv. Den bør vinde Cate Le Bons personlige eliksir af glam, loungepop og alternativ rock mange flere fans. I hvert fald blandt tilhængere af lun excentricitet og stilfuld, mildt foruroligende vellyd – også dem, der ved første lyt måske finder hendes særegne gøgeungestemme for høj og tynd. Waliseren laver saxofon-marineret outsider-pop, der ved gentagne lyt smækker dørene op for nuancer, perspektiver og mulige åbninger på samme måder som et vildt maleri.
’Reward’ er mere relaterbar, mere indbydende end forgængeren, den ligeledes surrealistiske, dybt vanedannende ’Crab Day’ fra 2016. Følelsen på første nummer ’Miami’ er med sine drømmende synthesizers åben med en fornemmelse af nye potentialer og pastelfarvede pudderskyer. Samtidig bevarer det lidt gnavne saxofonriff i bunden af lydbilledet os plantet på jorden, så nummeret dermed ikke bliver til et rent photoshoppet Florida-panorama.
’Reward’ er ikke kun Cate Le Bons biodynamiske, tilbage-til-naturen-album, som pressematerialet i nogen grad lægger op til. Lyrikbidder rummer stadig kras kost serveret med pokerfjæs som »She was born with no lips, drip, drip, drips«, og mange steder er der den her underspillet sataniske karnevalsstemning, der også gav ’Crab Day’ sin legende ambivalens og uopslidelighed.
’Magnificent Gestures’, der har fornemt besøg fra Kurt Vile, slingrer faretruende med sin skæve, synkende offbeat-fornemmelse. Nummeret kunne være fra samme festligt forskruede hjørne af underbevidstheden som et højdepunkt fra David Bowies ’Scary Monsters (and Super Creeps)’. Den lidt creepy-klovnede atmosfære er også at finde på ’Mother’s Mother’s Magazines’, det lyder som noget temamusik fra DR Ramasjang tilsat et skud mørk syre.
Stadig er det lyset, solen og dagen, der er det tætteste, albummet kommer på et ledemotiv: ’Daylight Matters’ hedder sangen, hvor Le Bon synger hjerteskærende om ugengældt kærlighed. »The light, the light, the light, the light that finds me«, gentager hun på ’The Light’. Nummerets perlende guitarriff lyder afklaret, som en funklende, uforstyrret ædelsten hængt op til beundring i høj afstand fra hverdagens trummerum. Numre som disse kunne bare være blevet ved og ved, sendt sit lys gennem højtalerne i al evighed, uden at jeg havde klaget.
’Reward’ tilbyder mere af Cate Le Bon selv end tidligere, men det betyder ikke, at albummet bare kaster sig i favnen på lytteren. I stedet er det fyldt med en diskret skønhed, der fosser som sommersolskin fra en blå himmel, når man lige tuner ind på Cate Le Bons frekvens. Man har ikke været dér længe, før de fleste af samtidens øvrige efterkommere af David Bowie, Scott Walker og Roxy Music forekommer en smule endimensionelle.
Hvad betyder et omkvæd som »Never be, never be, never be still / whilst Carys’s neighbours are thriving«…?
Hus forbi, fisk og pas herfra. Måske har omkvædet en oplagt anekdotisk forklaring. Vi (i hvert fald jeg) kender den bare ikke. Cate Le Bons voksende katalog har masser af den slags åbne pladser, hvor det overlades til lytteren at fylde hullerne ud. Krypto-lyrikken vokser og knopskyder i øregangene, når den er vævet ind i så velspillet, kantet og varm musik. Alle med et minimum af opmærksomhed, musikalsk eventyrlyst og appetit på kunst med stort kvindeligt K vil blive belønnede efter at have samlet ’Reward’ op fra det daglige overbud af ny musik.
Kort sagt:
’Reward’ er et givende album fra en original stemme, der har fundet sit helt eget leje mellem det tilgængelige og det excentriske.