’A Prayer Before Dawn’: Sådan er det at være fanget i et thailandsk fængselshelvede
Hvordan skulle dit liv gengives?
Billy Moore skulle ifølge sin erindringsbog ’A Prayer Before Dawn’ have været en fandens knægt fra Liverpool med en forfærdelig alkoholisk og voldelig far, der sendte Billy ud i en ungdom med stofmisbrug, kriminalitet og hyppige fængselsbesøg.
Billy skulle have fundet frelse i Thailand som stunt-double for Sylvester Stallone på ’Rambo IV’. Så skulle han gennem den lokale Muay Thai-bokseform med knæ og albuer være havnet tilbage i stofmisbruget, kriminaliteten og de to brutale fængsler Chian Mai og Klong Prem. Der skulle Billy have oplevet korruption, voldtægt og mord på daglig basis. Stoffer skulle have givet ham lindring, Muay Thai-boksning en bedre celle, men han opnåede egentlig hjemsendelse (og frihed) gennem en aftale med den britiske ambassade.
Man kan næsten se de forskellige ups-and-downs, turnarounds og den sociale arv som underliggende konflikt for sig. Men selvom titlen er den samme, og vi følger Billys mareridtsophold i et thailandsk fængsel, er det ikke den biografiske bølgedalshistorie, Jean-Stéphane Sauvaire (’Johnny Mad Dog’) ønsker at fortælle os.
En fræk antagelse er, at den franske instruktør slet ikke er så interesseret i at fortælle om Billy Moore. Eller i det hele taget fortælle en større moralsk historie. Langt hen ad vejen handler det om stemninger af meditativ knugen og kaos.
Stemningerne slås an i filmens åbningsscene. Det er på den ene side den rungende ambiente tone, mens der i rolige indstillinger klippes rundt om Billys muskuløse krop, som smøres ind af en lille bokser før kamp. Og på den anden side er det det vilde hav af fremmede stemmer, man hører under den efterfølgende, heftigt klippede og rystende filmede Muay Thai-fight. Ord fylder ikke meget.
Sådan fortsætter det, da Billy efter at være blevet busted for salg af metamfetamin-pillerne Yaba havner i helvedesudgaven af et thailandsk fængsel, som får sæson 2 af ’Arvingerne’ til at ligne optagelser fra luksusfængslet Stormstrøm. Billy bliver det hvide alibi i en mandedyng af thaikroppe, hvis blanding af sved og dragegrønne tatoveringer forstærker fornemmelsen af en virkelighed fattig på farver og håb.
’A Prayer Before Dawn’ benytter Billys historie til etnografisk at undersøge de menneskelige bevægelsesmønstre bag en inhuman fængselskultur. Joe Cole (’Peaky Blinders’) med babyansigt og bøffet overkrop overbeviser som det fremmede blik blandt de mange rigtige eksfanger, som mindst lige så gennemtrængende grusomt gennemspiller uhyggelige scenarier af gruppevoldtægt og pludselige bestialske mord.
Filmen opleves lidt som en blanding af Refns voldsunivers i ’Only God Forgives’ og Claire Denis’ fremmedlegionsskildring ’Beau Travail’, hvor man måske savner begge films mere poetiske lysende dyrkelse af musik, mystiske indre liv og kroppen som arkitektur i sine omgivelser. Der fremstår ’A Prayer Before Dawn’ for monoton og korporligt mudret.
I stedet for at blive i stemningsfladerne mellem introspektiv ambient og forstyrrende lydflimmer prøver filmen i anden halvdel at finde en plotmæssig klarhed med introduktionen af en love interest i den smukke lady boy Fame og Muay Thai-boksning som en sidste livsline, uden at det dog tager form som en Van Damme-film.
Jeg er i tvivl, om der under Sauvaires stemningsbårne tilgang gemmer sig en stærk åndelig fortælling. Men når den rigtige Billy Moore til sidst kigger ind i øjnene på filmens Billy Moore, signaleres der en gensidig forståelse. Det ligner måske ikke Moores egen livsfortolkning, men dens stemninger rammer en uudtalt sandhed.
Kort sagt:
En fængselsfilm, der er mere interesseret i at ramme et autentisk kaos end at ramme rent som klassisk kampsportsfilm.
Læs også: De 20 bedste film på Netflix lige nu