‘Rolling Thunder Revue: A Bob Dylan Story’: Scorsese er en lurifaks i levende Netflix-dokumentar om His Bobness
I 1975 befandt Bob Dylan sig på en kunstnerisk og kommerciel tinde. Med udgivelsen af albummet ‘Blood on the Tracks’ og en netop overstået succesfuld turné med The Band havde han konsolideret sin position som kulturelt ikon i USA. Hvilket blev understreget i en tale af den kommende præsident Jimmy Carter, som citerede sangskriveren.
Talen har Martin Scorsese medtaget i sin nye film om perioden, hvor Dylan drog på en uortodoks turné kaldet ‘Rolling Thunder Revue’. Uortodoks i den henseende, at foretagendet – som titlen antyder – snarere var en revy på landevejen end en konventionel koncertrække.
Foruden at optræde på mindre og anderledes spillesteder end vanligt var ‘Rolling Thunder’ også et sammenrend af kulørte personager, som delte rampelyset med Dylan. De tildeles behørigt plads i Scorseses fremstilling, og det er hans solide erfaring som dokumentarist, der giver følelsen af at være til stede, mens begivenhederne udfolder sig.
En ung Patti Smith gør kur til Dylan med en stærk spoken word-optræden og en abstrakt sammenligning mellem den franske digter Arthur Rimbaud og Superman, ligesom jævnaldrende åndsfæller som Joan Baez og Joni Mitchell leverer mindeværdige musikalske bidrag. Centralt i entouraget står ligeledes beatforfatteren Allen Ginsberg, der fremstår som Dylans åndelige storebror. Man fornemmer tydeligt, hvordan sangskriveren har lyttet til beatgenerationens stemmer, hvorfor det er selvfølgeligt, at Dylan og Ginsberg deler en dybfølt stund sammen ved Jack Kerouacs grav i Massachusetts.
Som tilfældet var med Scorseses tidligere Dylan-dokumentarfilm, ‘No Direction Home’ fra 2005, krydres de originale optagelser i ‘Rolling Thunder Revue’ ligeledes med nye interviews med flere af de medvirkende. Heriblandt naturligvis hovedpersonen selv, hvor den mytologiserede aura om His Bobness brister i et afvæbnende moment, og Dylan kludrer i ordene og med et grin erkender: »Jeg aner ikke, hvad den turné handlede om. Det var bare noget, der skete for over 40 år siden«.
Det er en underspillende kommentar til det faktum, at han var i peak fitness condition som livenavn, hvilket dokumentaren ikke er karrig med at belyse. Det er fantastisk at se uropførelsen af klassikere som ‘Hurricane’ og ‘Simple Twist of Fate’. Sidstnævnte i to versioner på henholdsvis klaver og guitar, hvor Dylan prøver forskellige udtryk af. Ligeledes pryder det ‘A Hard Rain’s A-Gonna Fall’ og ‘The Lonesome Death of Hattie Caroll’ at blive iklædt elektrificerende harnisk og spillet med intensitet og ild i øjnene.
Man fornemmer tydeligt, at der er noget på spil for Dylan. Revykaravanen ruller således forbi både et indiansk reservat, ligesom ‘Hurricane’ er skrevet specifikt i indignation over den uskyldigt dømte bokser Rubin Carter, som Dylan ligeledes besøgte i fængslet.
Scorsese er dog en lurifaks, der leger kispus med seeren, idet han indsætter fiktive scenarier i filmen, der virker umiddelbart troværdige, men ikke har noget med virkeligheden at gøre. Sharon Stone var således ikke med på turnéen, ligesom den selvproklamerede oprindelige filmmager Stefan van Dorp er en opdigtet figur. Selvom det har en vis underholdningsværdi, er det svært at blive klog på denne disposition fra Scorseses side, og i tilfældet Stone virker det en kende upassende anskuet i en post #metoo-optik. At lade en smuk (og starstruck) teenagepige indgå i et farverigt rockmenageri i 70’erne vækker i hvert fald visse forestillinger.
Ikke desto mindre er ‘Rolling Thunder Revue’ en seværdig film, hvor en af de største sangskrivere serverer sit materiale i uhøjtidelige rammer og med en fokuseret intensitet, der gør indtryk.
Kort sagt:
Omgivet af såvel yngre protegeer som jævnaldrende og ældre åndsfæller er Bob Dylan i kreativ topform på den ikoniske 1975-turné. Selvom Martin Scorsese er loyal over for arkivmaterialet, kan han ikke dy sig for at digte videre på virkeligheden.
Læs også: De 25 bedste dokumentarfilm på Netflix