Gonjasufi

På med et sæt høretelefoner, glem hverdagen på den anden side af lyttelapperne og lad dig opsluge af en særegen sound og særlings univers. Gonjasufi dyrker i udgangspunktet et psykedelisk og spirituelt udtryk, men gør det med en halsbrækkende hybrid af hiphop, soul, electronica og en håndfuld andre genrer.

Det er svært at sætte en varedeklaration på amerikaneren, selv om han ikke kan løbe fra et vis slægtskab med Gnarls Barkley. Bare knap så sprælsk. Debutalbummets fundament er i stedet en støvet og slentrende soul, som spædes op med tørre trommeloops, knitrende elektronik, etniske rytmer og pulserende punkede udladninger.

Den sært dragende lydside er mestendels signeret produceren The Gaslamp Killer, mens Gonjasufi selv står for vokalarbejdet. Stemmen er sin egen. Oftest lidt kras og croonende, men også med en svævende raspen som det er tilfældet på den symbolsk anlagte ‘Sheep’. Eller ligefrem pågående og pint som en hjemsøgt sjæl på ‘She Gone’ og ‘SuzieQ’.

Ellers er det den skæve helhed på en sammenhængende skive, som stikker ud. Og for det meste er det medrivende lytning. Men det er også et album, der i manglen på melodiøsitet og med sin udprægede mystik og monotoni kun sjældent lukker lytteren helt ind i nervecenteret.