Roskildes hiphopprogram er rigtig stærkt. Det har vi ligesom slået fast. Og mens de gode rapnavne faktisk er spredt ret fint ud over hele festivalen, er specielt den korte onsdag indrettet som et lille hiphop-orienteringsløb, hvor man med de hurtige sneakers spændt ordentligt fast burde kunne nå at se alle dagens fem hiphopkoncerter i mere eller mindre fuld længde.
Først Silvana Imams nordiske sammenskudsgilde på Orange 18.00 – videre til kaosbarnet Jpegmafia på Apollo 19.15 – videre til Skeptas grime-fest på Arena 20.30 – videre til intense Sheck Wes på Apollo kl. 22.00 – videre til Cardi B’s stærkt imødesete Orange-show kl. 23.15.
Og ja, så er dén Roskilde-dag jo mere eller mindre gået.
Nå, nu endte jeg med at anbefale hiphopprogramet alligevel – det var jo i princippet ikke meningen. For der er jo også dem, der af vidt forskellige årsager (‘rigtig musik skal spilles med en guitar’) gerne vil undgå hiphoppen om onsdagen.
Så her er et lille onsdagsprogram til alle jer hiphop-undvigere:
De allerførste koncerter inde på pladsen har et lidt blandet ry. På den ene side er folk lige spænet ind, og spændingen er enorm, men på den anden side er det også altid lidt som om, at stemningen lige skal trækkes lidt mere op i begyndelsen.
Der er dog gode muligheder for at starte solidt ud: Amerikanske Maggie Rogers’ natursmukke og eftertænksomme popmusik blev for alvor foldet ud på dette års debutalbum ‘Heard It In a Past Life’, og 17.30 på Avalon burde der blive fin mulighed for både at danse og få the feels – eller begge dele på samme tid. Du kan også smutte ind til Gloria (også 17.30), hvor balletdanserne i Corpus skal forsøge at bevæge lemmerne til danske Baby In Vains tunge rockmusik – det lyder som et ret spændende koncept.
Skal det være rigtig syng-med, så er Arena kl. 18.00 the place to be. De britiske popveteraner i Tears For Fears skruer nostalgien op på 11, og netop nostalgi skal som bekendt aldrig undervurderes – publikumskoret til klassikere som ‘Shout’ og ‘Everybody Wants to Rule the World’ bliver magisk.
Kl. 20.00 på Orange er der selvfølgelig Bob Dylan. Ikke fordi man nødvendigvis behøver sige så meget om ham, men den gode Bob har jo ry for at spille lige præcis det, han føler for den givne dag. Så du skal nok ikke lige regne med en greatest hits-koncert fra start til slut. Men mindre kan jo også gøre det, når man har at gøre med en legende af hans kaliber.
Vil du hellere have din rockmusik serveret fra et lidt mere ungdommeligt udgangspunkt, så er der også Rolling Blackouts Coastal Fever på Pavilion 20.15. Altså midt oven i His Bobness. Australierne laver sådan noget hyggelig og drømmende guitarpop, der altså står som en ung naturvin kontra Dylans årgangsdrue.
Fra rockmusik til noget helt, helt andet. Rosalía er ganske enkelt et af de allermest spændende navne på hele årets Roskilde-plakat, og den spanske kunstners sofistikerede miks af flamenco-traditioner, artpop og amerikansk r’n’b er både voldsomt rørende og ekstremt kropsligt. Hun udgav sidste år det ret så fremragende album ‘El Mal Querer’, og så er hun indbegrebet af en æstetiker, der altid går all-in på sine liveoptrædener. Det er på Avalon 21.30 – be there or be square.
Fra Spanien til Frankrig, for 00.30 på Arena spiller Christine and the Queens, der på visse punkter har noget tilfælles med Rosalía. Bevares, franskmændene spiller rimelig rendyrket 80’er-pop sammenlignet med Rosalías flamenco-r’n’b, men også Christine and the Queens har et gennemarbejdet liveudtryk med et hav af ret fantastiske danserutiner, som bare lige giver dét ekstra.
Så blev klokken næsten 02.00, der er ikke mere onsdagsmusik, og du fik helt og holdent styret uden om hiphoppen. Men altså – man kan jo bare blande det hele lidt. Det må man godt.
Læs også: Roskilde Festival: Publikums must see-koncerter