Crash Replay
Lars Von Trier ville være stolt. Crash Replay er et Københavnsk band, der spiller musik ud fra nogle helt klare regler. Ingen lagkageproduktion. Alt indspilles live.
Som de selv forklarer: “Der er ikke noget, der kan smadre musik som fedteri og flueknepperi. Musik kan ikke tænkes, det er en eksplosion, og det er lige meget, om det er hård rock eller ej. Musik skal spilles på adrenalin – den lever i nu’et!”
For at illustrere dette har bandet mødtes i to gange syv dage for at øve og dernæst tre dage uafbrudt i studiet for at indspille. Resultatet af dette er en ep med seks skæringer, der lugter langt væk af svedig rock og store armbevægelser. Det er guitarfikseret og sangbart, beskidt og varmblodigt. Det sparker som en arrig hest og smager af guldøl.
Alle numrene bobler nærmest over af spilleglæde og er ganske velskrevne, men kunne måske mangle en åbenbar differentiering i lydbilledet. Lige så vel som det lugter af svedig rock, har det til tider en lidt bitter eftersmag af britpopscenen, dengang Oasis var konger.
Det korte af det lange er, at Crash Replay ender med at blive noget bagstræberiske i deres forsøg på at rydde op og rammer dermed noget, der var rigtig fedt, første gang man hørte det i halvfemsernes engelskdominerede radiotider.
Men, skal sandheden frem, er det faktisk også meget fedt nu, og fortjener i hvert fald ros for forsøget.