Kate Nash

Hun lyder stadig meget som slyngveninden Lily Allen, både rent vokalmæssigt og med sin hang til bandlyste bandeord. Men alligevel må man give Kate Nash, at hun ikke hviler på laurbærrene på sin anden langspiller ‘My Best Friend Is You’, der kommer godt rundt i genrekasserne.

Indledningsvis forekommer det hele dog rimelig konsistent. For på åbningsnummeret ‘Paris’ og den efterfølgende ‘Kiss That Grrrl’ sætter hun af med to herlige popdetonationer med håndklap, 60’er-feel, stryg, trut og storsmittende singalong. Mit hjerte hvad vil du mere?

Lidt mere ordinært poppet, men stadig ret iørefaldende bliver det på ‘Don’t You Want to Share the Guilt?’, inden albummet knækker over for første gang. For efter at være blevet udsat for skrigeballon-bundskraberen ‘I Just Love You More’s ørkesløse forsøg på at tilføje albummet lidt autentisk rockkant, er man på grådens rand. Hvilket uheldigvis gentager sig fire numre senere med den beton-sarkastiske semi-spokenword-sag ‘Mansion Song’. Hvis bare hun som på den medrivende ‘Take Me to a Higher Plane’ havde holdt hovedet koldt og pophjertet varmt.

Den skizofrene fornemmelse er generel for albummet. Og 13 numre virker som en lidt for stor udfordring i forhold til at fylde spilletiden ud med holdbare melodier. Fra den rytmeboks-drevne ‘Early Christmas Present’, over den klaver-klimprende ‘Pickpocket’, den stryger-besatte ballade ‘I Hate Seagulls’ og den lo-fi-susende ‘You Were So Far Away’ til den electropoppede ‘Foundations’. Hvor der handles, der spildes.

Ligesom det er svært at finde den røde tråd igennem albummet, så er det også svært at skrive noget skarpt og sammenfattende om det. Det gode er, at den unge brites eventyrlyst er umulig at holde nede. Men man savner en sparringspartner, der kunne have hjulpet hende med at aflive nogen darlings.