Holy Fuck

Holy Fucks musik har altid været lige så lidt spidsfindig som deres bandnavn. Deres dogme om at spille elektronisk musik med håndspillede instrumenter har afledt en art keyboard-dreven postrock med elementer af elektronisk dansemusik, men som derudover har haft meget få strenge at spille på. Det har gerne lydt som om, de prøvede at lyde som Boredoms, men de har enten ikke kunnet eller villet medtage de krævende passager.

Mens deres output sjældent er synderligt opfindsomt, har Holy Fuck imidlertid altid været forholdsvis dygtige, til det de gør. Energien og melodierne har tit været fine, omend de sidstnævnte har været vanskelige at skelne fra hinanden. På de fleste numre på ‘Latin’ er der skruet en anelse ned for energiniveauet, men ellers er alt ved det gamle. Holy Fuck er en one-trick-pony, og tricket er ikke specielt ambitiøst. Til gengæld har de finpudset det. Der er masser af fine keyboardmelodier, der drives frem af et ivrigt, krautrocket trommespil, og afvekslingen består af forudsigelige, men elegant placerede afstikkere til mere traditionel elektronisk musik.

I første omgang er det kedeligt, og det bliver det for så vidt ved med at være, men efter nogle numre begynder deres groove alligevel at få nogenlunde fat. Ambitionerne er til at overse, men det er vel også okay, at bands engang imellem holder sig til noget, de kan. Især hvis de ikke kan så meget.

Holy Fuck. 'Latin'. Album. XL/Playground.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af