Juliana Hatfield

Juliana Hatfields karriere har været en anelse omtumlet: Først medlem af ‘Blake Babies’, dernæst bassist på Lemonheads’ fremragende ‘It’s a Shame About Ray’ og dernæst i gruppen Juliana Hatfield Three.

Juliana Hatfield Three’s sange stod pludselig som eksponent for den feministiske rockbølge riot grrrl, hvilket medførte at Juliana Hatfield optrådte i Vouge og Sassy. Denne medieeksponering betød, at Hatfields andet album ‘Become What You Are’ blev hendes “claim to fame” – men det store megagennembrud har hun nu aldrig fået.

Spørgsmålet er nu om hendes nye soloalbum ‘In Exile Deo’ kan skabe hende en plads på top 40 og sælge en helvedes masse plader. Og svaret er, at det kommer det helt sikkert ikke til, dertil er udgangspunkt stadig for alternativt for masserne. Det er også bare alle tiders, for så kan vi holde hendes fine sange for os selv, og nyde dem igen og igen uden at nogen ved noget om det.

For ‘In Exile Deo’ er blandt hendes bedste album! Der vises stor forståelse for melodiøs rock med twist af stor humor i teksterne. Albummet er produceret af Hatfield selv, og det arbejde er gjort med udsøgt akuratesse. Herligt, det er for sjældent, at det er iorden, især på den alternative scene.

Det bittersøde tekstunivers på ‘In Exile Deo’ handler for det meste om forliste forhold og mærkelige eksistenser. Disse lyriske twists viser sig mange steder bl.a. i ‘Singing in the Shower’: “Singing in the shower/no one can hear/He’s been no one for forty years”. Manden bliver ved med at synge i badet, da det er det eneste sted, han er en stjerne.

På denne fine måde tager Juliana Hatfield – i sine tekster – hånd om dem, de andre ikke vil lege med. En sjov og vedkommende udgivelse.