’The Great Hack’: Netflix-dokumentar om Facebook-skandale er essentiel

’The Great Hack’: Netflix-dokumentar om Facebook-skandale er essentiel
David Carroll i 'The Great Hack'

Vil vi nogensinde få et politisk valg med rene demokratiske forudsætninger igen?

Det spørgsmål stiller Karim Amer og Jehane Noujaim med dokumentaren ’The Great Hack’, der gennemgår Cambridge Analytica-skandalen fra sidste år. Her kom det frem, at det britiske selskab havde indsamlet personlige data fra mange millioner Facebook-brugere uden samtykke til at bruge i målrettede, politiske reklamer – herunder nogle, der sandsynligvis fik stor betydning for Donald Trumps præsidentvalgsejr.

Ligesom Leonardo DiCaprio var det med klimadokumentaren ’Ice on Fire’, er instruktørduoen på en dannelsesmission. De vil informere seerne om en skræmmende virkelighed, som mange nok ikke har indset alvoren af. Er man allerede godt inde i Facebook-skandalen, vil man ikke finde meget ny viden i dokumentaren. Men for folk, der kun har skrabet sagens overflade, er ’The Great Hack’ en essentiel dokumentar.

Netflix har tydeligvis smidt en del penge i projektet, for udtrykket er lækkert og velproduceret. I starten vil filmen eksempelvis vise visuelt, hvor forbundne vi er gennem digitale medier, og her skrues der så meget op for computereffekterne, at det føles som en science fiction-film, hvor verden omdannes til et imponerende virvar af glinsende pixels.

Det er måske en tand for flashy, men de får da ens opmærksomhed. Den bliver heldigvis også fastholdt, når de snart herefter skruer ned for sci-fi-stemningen for at fokusere på skandalen og den efterfølgende retssag. Det et nemlig spændende nok i sig selv at følge hovedpersonernes kamp om retten til at vide, hvad store firmaer egentlig bruger éns personlige data til.

Brittany Kaiser.

Det forsøgte universitetsprofessor David Carroll, en af filmens medvirkende, at finde frem til i 2017, hvor han endte med at sagsøge Cambridge Analytica. Han er en karismatisk og sympatisk hovedperson, der i starten af dokumentaren på let facon indfører publikum i koncepter som data mining, mens smarte og overskuelige figurer kører over skærmen. The Guardian-journalisten Carole Cadwalladr, som har dækket sagen intensivt, er ligeledes en medrivende fortæller.

Den helt store gevinst findes dog i Brittany Kaiser, som også får mest skærmtid. Hun er en tidligere højtstående Cambridge Analytica-ansat, som arbejdede på Trumps valgkampagne på sociale medier, og som senere blev whistleblower og en vigtig faktor i afsløringen af selskabets lyssky metoder. Kameraholdet finder hende på en hemmeligt lokation i Thailand og er derefter med hende under retssagen. Her vidner hun mod sin tidligere chef og ven, Alexander Nix, der bliver godt og grundigt grillet under retssagen, mens førnævnte Carroll frydefuldt ser til hjemme fra sofaen.

Kaiser er især interessant, fordi hun ikke er nogen rendyrket heltefigur. Folk omkring hende undrer sig over, hvordan hun kunne gå fra at kæmpe for menneskerettigheder og arbejde for Barack Obama til at tage imod store lønchecks fra så skrupelløst et firma. Og flere mener, at hendes whistleblower-mærkat er letkøbt, eftersom hun først trådte frem, efter skandalen begyndte at køre. Selv synes hun også at være i tvivl om, hvordan hendes livsbane endte her.

Carole Cadwalladr.

Som seer efterlades man også med en vis tvivl efter at have set ’The Great Hack’, for i modsætning til ’Ice on Fire’ opstiller dokumentaren ikke nogen løsningsforslag.

»Der vil altid være et Cambridge Analytica«, lyder det undervejs fra Julian Wheatland, som er tidligere driftsleder i det nu hedengangne dataselskab. Teknologien udvikler sig i så rivende en fart, at det kan være svært for myndighederne at kontrollere, og det vil der nok altid være nogen, som udnytter. Samtidig peger Carole Cadwalladr på, at datagiganterne Facebook, Amazon og Google må tage mere ansvar.

Spørgsmålet er så, om en foruroligende dokumentar som ’The Great Hack’ overhovedet vil få flere til at værne om deres datasikkerhed og -rettigheder. Om den kan få os til at nærlæse de forbrugsvilkår, vi hele tiden sætter flueben ved. De fleste af os giver i hvert fald næppe slip på sociale medier, heller ikke selvom vi ved, at de sejler os ud på ukendt og uigennemsigtigt hav.


Kort sagt:
Dataskandalen omkring Cambridge Analytica og Facebook udfoldes på flot og medrivende vis i Netflix-dokumentaren ’The Great Hack’, som efterlader seeren med en urolig mavefornemmelse.

Dokumentar. Instruktion: Karim Amer og Jehane Noujaim. Spilletid: 114 min.. Premiere: Kan ses på Netflix
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af