Dolorean

Kunne man gå i lære som melodisnedker, skulle man gøre det hos amerikanske Dolorean. Knuselskelige melodistykker med skarpe kanter og befriende knaster former den fremragende debut, ‘Not Exotic’, der er i behagelig øjenhøjde med lytteren.

Fra en affolket egn i det nordvestlige hjørne af USA rapporterer Oregon-kvartetten hjem om livets glæder og ikke mindst sorger

Der er sjælesyge i den bossanova-inspirerede ‘The Light Behind My Head’, hvor forsanger, sangskriver og guitarist, Al James, lufter en ikke ukendt tanke med linjerne: “If I lose my mind / I’ll just press eject / And drift down / Like a lazy dove”. Knap så selvmordsrelateret er den bittersøde og saligt dyssende ‘Still Here With Me’, der skildrer en ung kvinde, som må se i øjnene, hvor svært det kan være at få sine fremtidsdrømme opfyldt.

Dolorean maler med samme strøg som den nu afdøde singer/songwriter, Elliot Smith, der tog livet af sig selv. Så vidt kommer det forhåbentligt ikke til at gå for nogen af medlemmerne i kvartetten. Tilgangen til musikken peger i hvert fald i en anden retning.

Dolorean lader ikke instrumenterne stå alene. Frontmand Al James’ sarte guitarspil holdes i live af hviskende trommer, utilpasse klaverpassager, slæbende basgange og hjerteskærende cellostrenge. James’ følsomme vokal har heller intet at frygte. Trommeslager Ben Nurgent agerer første skanse med en betryggende andenvokal, der brummer over den sælsomme lyrik i et behageligt leje.

Håndværket fra de fire melodisnedkere er sandt at sige et skarpskårent svendestykke. Høvlen ligner muligvis en tidligere læremesters, men kanterne og knasterne er så absolut Doloreans egne. ‘Not Exotic’ er til noget nær topkarakter.