Familjen

Det er næsten ikke til at tro, det er tre år siden, at unge fra Skandinavien og helt til Australien dansede rundt med hovedet under armen til Familjens evigt fængende ‘Det snurrar i min skalle’ og ‘Kom sägar dom’. Heller ikke for hovedpersonen selv. Efter en anseelig periode med skræk over at skulle følge op på så gedigen en overraskelse, er det derfor en genopfunden popsnedker, der er kommet ud på den anden side.

For det kan lige så godt slås fast med det samme: Der er ikke en ny ‘Det snurrar i min skalle’ på ‘Manskligheten’. Hertil er svenske Johan Karlsson modnet for meget rent musikalsk. Men hvis man lytter nøje efter, vil sange som især ‘När planetarna stannat’ og ‘Det var jag’ sende minderne tilbage til fordums småprimitive meritter. På de yderst fine ‘Man ser det från månen’ og ‘Vems lilla hjärta flyger’ lugter det mere af tømmermænd end fest, hvilket i sig selv – ironisk nok – er forfriskende.

Samtidigt skal det dog nævnes, at albummet havde været bedre tjent med en hårdere behandling under dets skabelse. Således er en lille håndfuld sange mere tamme, end hvad godt er. Her tænkes der særligt på ‘Vinter i april’ og ‘It Began in Hässleholm’. Det ændrer dog ikke på, at Familjen har begået et særdeles solidt album, der med dets afvigelse fra forgængerens pågående tempo fremstår mere langtidsholdbart.