’Los Espookys’: Sætter man pris på knaldsort komik, er overset HBO-serie noget af det sjoveste
Los Espookys er navnet på et latinamerikansk firkløver af særlinge med en fælles fascination for gore og det okkulte. Som et omvendt ’Scooby Doo’ følger vi i hvert afsnit deres ihærdige forsøg på at sprede skræk og rædsel nye steder ved hjælp af snurrig fantasi og praktiske skills.
Bag konceptet står det tidligere ’Saturday Night Live’-medlem Fred Armisen og Julio Torres, som er nuværende forfatter samme sted, samt Ana Fabrega. Og opfatter man serien som et biprodukt af netop ’SNL’, er der tale om et af de absolut morsomste af sin slags i lange tider.
’Los Espookys’, der fik premiere tidligere på sommeren uden nogen fanfare, er dog som sine fire hovedkarakter noget for sig. Som Renaldo (Bernardo Velasco), der bærer gotiske halskæder og sorte nettrøjer, kender serien sin B-films horror-stil. Men ligesom Renaldos uskyldige glæde ved at komme ud og spøge med sine venner, bevæger den sig også med en lethed og en stor optimisme.
Som Andrés (Julio Torres) skifter den også konstant mellem tørre realitetstjek og det højstemte telenovela-drama. Blåhårede Andrés er arving til et stort chokoladeimperium, som uopfindsomt (og i konflikt med ejendomsretten) har brands som ’Charlie Wonka Chocolate’. Han bakser med at holde sin glatte influencer-kæreste Juan Carlos, der selvfølgelig er arving til et småkageimperium, stangen, mens han finder frem til sandheden om den tordenstormende nat, da han blev efterladt på trappen til et børnehjem.
Som Úrsula (Cassandra Ciangherotti) rummer serien et fornuftigt og tolerant fundament under de mange udknaldede indslag.
Og sidst, men ikke mindst er serien som Tati. Hvor skal man starte? Hendes drøm om at være Cirque du Soleil (altså, hele molevitten i en person) fortæller kun lidt om hendes fortræffelige særheder. Tati beskrives bedst som en alien, der i sine anstrengelser for at simulere sociale omgangsformer bliver et omvandrende stykke galgenhumor med golfhat. Som Andrés kærligt konstaterer, er Tati snarere et sort hul end et blankt lærred.
Når gruppen som i første afsnit iscenesætter en eksorcisme for, at en præst kan shine, forsøger at skræmme en retmæssig arving væk i en konkurrence om at udstå et haunted house eller fabrikerer et søuhyre for at kontrollere strandturisme, er det aldrig nær så dystert som den sorte, landsbytossede og farceagtige humor, man finder i de fleste scener.
Tati-karakteren er med Ana Fabregas’ verdensfjerne deadpan-mimik det sikre kort. At følge hende rode sig ubekymret ind i et pyramidspilforetagende og derefter jævnligt bryde ud i pludselige informercials med dertilhørende jingle for at sælge det dubiøse slankeprodukt ’Hierbalite’ er ret sjovt, men føles også skrevet efter en bestemt formel.
At acceptere logikken bag Tatis skriverier med en fyr bag en prinseanimation, som hun dropper, da hun føler sig holdt for nar, idet hans virkelige flotte spanske prinseskikkelse ikke stemmer overens med animationen… Det er fantastisk absurd langt ude.
Det samme er tilfældet med Andrés’ iboende vandskyggeånd, der som modregning for detaljer om Andrés’ ophav kræver at se Oscar-vinderen ’The King’s Speech’. Eller Renaldo, hvis manglende ’y’ – som i det mere naturlige Reynaldo – bliver en gennemgående joke og desuden er baggrunden for hans påskønnelse af gyset, da han som ganske lille identificerede sig med en blodig Z-film om en kvinde med et manglende øje (Y = eye, get it?).
Renaldo og de andre karakterers bizarre baggrundshistorier gengives i hjemmevideo-flashbacks, der typisk bliver metakommenteret af en af de andre karakterer, som om de selv ser med. En lille svedig fyr ved navn Pepito dukker op og er egentlig bare klam. Og jeg kunne blive ved.
Det lyder sikkert for kalkuleret skævt og som for meget af det gode. Sludder! Det bliver aldrig en dårlig Wes Anderson-kopi.
Man kan argumentere for, at forfattertrioen burde have revideret eller helt undladt sidehistorien med Renaldos onkel Tico (Fred Armisen), som parkerer biler for de rige i L.A. og tilfældigt støder ind i den afdankede gyserinstruktør Bianca Nova (Carol Kane), der i sin tid instruerede Renaldos gyseråbenbaring.
Til gengæld vil jeg se mere til det andet sideplot om en spejlblank tv-vært med en mystisk fortid. Og så vil jeg grundlæggende bare tilbringe mere tid med seriens originaler i deres originale åndehul.
Kort sagt:
Latinamerikanske spøgefugle er en lille genialitet for dem, der sætter pris på knaldsort komik og genrelege.
Læs også: ’A Black Lady Sketch Show’ på HBO bryder ny grund – men hvad er det, og hvem står bag?