Lana Del Reys sangskrivertalent står i flammer på hovedværket ‘Norman Fucking Rockwell’
Lana Del Rey har været en superstjerne siden fænomenet ‘Video Games’, men hun har altid befundet sig i periferien af popkulturen. Her har hun skabt sit eget hyper-æstetiserede, men uudgrundelige og nostalgimættede univers, hvor amerikansk ikonografi, fatal romantik og solbeskinnet surferkultur smelter sammen – i højere grad optaget af en tid, der var, end de musikalske og politiske trends du jour.
Hos Lana Del Rey er autenticitet og et pinup-inspireret, silikoneforskønnet ydre ikke hinandens modsætninger, identitet er en lige så flydende størrelse som dråberne på bunden af whiskeyflasken, og girlpower er den tvivlsomme styrke, der ligger i at gennemskue det ene destruktive handyr efter det andet blot for at give sig hen til det bittersøde, gensidige misbrug. Disse småprovokerende logikker har hun rendyrket over fire album; allermest raffineret på det mesterlige ‘Ultraviolence’ fra 2014, hvor de tragiske kvindeskæbner blev ristet over Dan Auerbachs ulmende guitarbål.
Med sit femte album, ‘Norman Fucking Rockwell’, træder Lana Del Rey imidlertid ind i 2019 – uden på nogen måde at give køb på sin lyd, skønt superproduceren Jack Antonoff har taget hånd om samtlige sange. Faktisk lyder albummet med sine introverte ballader og udstrakte psykedeliske afstikkere af en kunstner, der sin popstjernestatus til trods ikke giver en flying fuck for at please et globalt publikum, der er overstimuleret af internettets underholdningsbuffet.
Når albummet alligevel lyder så respektindgydende in tune med verden lige nu, skyldes det Lana Del Reys evne til at spejle og spidde den i sin længsel efter en mere uskyldig tid. Hun fælder dom over den amerikanske drøm allerede i albumtitlens fuckfinger til USA’s folkekære illustrator, og bag coverets kække poseringer og farvestrålende typografi brænder horisonten. Den kulturelle og politiske deroute er et faktum, sandsigersken Del Rey havde set komme, og endelig får dimensionerne i hendes sangskrivertalent lov til at stråle.
‘Norman Fucking Rockwell’ byder på de hidtil stærkeste tekster fra den 34-årige amerikaners alle dage inciterende pen. Kanye West er »blonde and gone«, L.A. står i flammer, og Lana selv »is signing off«, som hun synger på den apokalyptiske ‘The Greatest’, inden hun blasert konkluderer »oh, the livestream’s almost on«. Således gennemlyser hendes lyriske og analytiske vid Trump-æraen på en måde, der udstiller vores depraverede samtid, men med sit klarsyn også indgyder håb.
Sideløbende slipper hun henkastede kærlighedserklæringer til The Beach Boys, Crosby, Stills & Nash og en parade af Laurel Canyon-helte, imens tangenterne danser, og guitaren rejser børster i de rige orkestreringer. Det er popmusik brygget på 60’ernes og 70’ernes rock, men skrevet til og om 2019.
Derudover rummer albummet nogle af de smukkeste ballader endnu hørt fra den selverklærede sad girl. »Goddamn man-child«, lyder de første ord på titelnummeret med klaver og strygere arrangeret i så underskøn forening, at den kun kan dække over et underliggende fordærv. Mandebarnets indbildskhed bliver herefter udstillet med blidt-bidske punchlines fra Lanas hånd, men som hun konkluderer: »Why wait for the best when I can have you?«
Det er en desillusioneret selverkendelse, der på klassisk Lana-vis bliver foldet ud på flere af balladerne, som altid dedikeret til både følelsesløse førsteelskere og det mytologiserede Californien. »If you hold me without hurting me, you’ll be the first who ever did«, synger hun på den skælvende, Neil Young-citerende ‘Cinnamon Girl’, hvor de grønne og violette piller er en gennemskuelig og derfor tilgivelig forsvarsmekanisme, ikke en deal-breaker.
Med så mange flotte højdepunkter på et 14 sange langt udspil må nogle stunder næsten uundgåeligt stå svagere end andre, og ‘California’ og ‘The Next Best American Record’ sidst på albummet når da heller ikke de fremhævede sanges niveau. Men når finalen så udgøres af den sårbare genistreg ‘hope is a dangerous thing for a woman like me to have – but i have it’ fra årets begyndelse, er det umuligt ikke at anskue ‘Norman Fucking Rockwell’ som et foreløbigt hovedværk fra en af vor tids mest originale sangskrivere.
Kort sagt:
Med sit femte album træder nostalgikeren Lana Del Rey ind i 2019 – uden på nogen måde at give køb på sin lyd, skønt popguden Jack Antonoff har produceret. Albummet byder på de hidtil stærkeste tekster fra den 34-årige amerikaner, imens tangenterne danser, og guitaren rejser børster i de rige orkestreringer.
Læs også: Lana Del Rey siger, hun allerede er klar med nyt album i 2020