Ryan Adams

Det er ikke ligefrem med sindsro, at undertegnede kaster sig over den gode Ryan Adams’ seneste bedrift. Alt. country-stjernen har nemlig denne gang slået sig på gammeldaws hævi mædl. Og selv om man elsker blytung spade, så skræmmer mandens tidligere så Red Warszawa’sk dilettantiske output udi netop mere støjende territorier under pseudonymerne Werewolph og Sleazy Handshake sikkert selv de mest rabiate Adams-fanatikere på flugt.

‘Orion’ er kun marginalt mere seriøs end ovennævnte joke-udgivelser men klart mere gennemført. Det er 28 minutters besyngelser af dommedag, rumskibe og intergalaktisk krig, og det er et vitterligt underholdende tekstunivers, der rulles ud.

Umiddelbare gæt kunne være, at det nybagte voksenliv i ægteskab med teenstjernen Mandy Moore kombineret med barnlig fornægtelse af den menière-ramte stjernes angiveligt heftige øreproblemer har fået Adams til at regrediere til drengeværelset i kælderen med disse præpubertære sci-fi-digterier i snottet metal-indpakning. Men faktisk er albummet indspillet i 2006, og kan man acceptere, at det bare er ultra-corny spas og ballade og således helt ved siden af mandens mere furepandede musikalske eskapader, ja, så er det faktisk ganske hæderligt.

Det bliver, indrømmet, aldrig så ondt og tungt, som det kunne være. Adams insisterer på at rode fornuftige countrydunstende akkorder og licks ind mellem de ellers så solide riffklodser. Blandingen lyder således mere hen ad melodiøs kopunk eller en letmetal-version af de lige så rumglade heavyrockere i Valient Thorr, og højdepunkter som ‘Imminent Galactic War’, ‘Electro Snake’ og ‘Disappyramid’ eksistensberettiger klart dette forfriskende lille kuriosum. Rock hårdt, Ryan.