The Malpractice
The Malpractice er et nyt navn i den rød/hvide undergrund, men frontmand Johannes Gammelby er gammelkendt fra Strumm og I Am Bones, ligesom hans rygdækkere dårligt skjuler, at de er Beta Satan, minus flaben i front, Kåre Hansen. Man forstår dog godt navneforandringen. The Malpractice har kun kød og blod tilfælles med føromtalte, selv om broderparten af debuten har startet sit liv i I Am Bones-regi før rebrandingen.
Det er langtfra det titulært indbildte kvaksalveri. Snarere er det en dosis brutalt velspillet og -skrevet aggro-pop, synthtunge tordenskyer, robot-dansable beats samt håndflade og mavepustere til tronranere som Nephew og Spleen United, der har haft røven limet til electrorock-sadlen umindeligt længe. Åbneren ‘Agitator’ og ‘Specimen’ krydser endda Kashmir-territorium i tempo, akkordskift og korarrangementer. Men det er klasser over noget, Eistrup og co. har skrevet længe.
The Malpractice er en underhund med imponerende mange hooks i poten. Singleforløberen ‘Boss Stallion’ kunne snildt opfølges af en regulær byge i samme mekaniker-funky gear, hvoraf ‘Spasm’ og ‘Oh, the Irony’ er de mest oplagte. Det illustrerer måske også akilleshælen. For ‘Tectonics’ er et bundt modbydeligt stærke singler, der bør omstyrte selv de mest satte pophjerter, men om noget savnes lidt mørtlen, der kitter helheden sammen.
Alt tilgives dog i selskab med de afdæmpede højdepunkter ‘Million Dollar Baby’ og lukkeren ‘The Human Condition’, for ikke at tale om det karske og katarsiske forelskelses-anthem ‘It’s All About Love’. Viva la revolución!