FARVEL TIL 10’ERNE. Det var i 00’erne, at tv-serien blev prestige, men det var i 10’erne, at den eksploderede og blev tidens mest populære underholdningsgenre.
Peak TV blev begrebet for, at vi var ved at nå til et mæthedspunkt i mængden af kvalitetsserier, der uafladeligt blomstrede frem fra enhver streaming- og tv-platform, og i et stykke tid var der ved at gå metaltræthed i mørket, mordene og antiheltene. Men de seneste år har lysten til at gå nye veje fået et vitamintilskud, måske i konkurrencepresset erkendelse af, at hvis man ikke er bedst, går seerne andre steder hen.
Her rangerer vi de vigtigste serier fra årtiet, der gik. Altså ikke de bedste – men de serier, der mest klarsynet afspejlede tidsånden, inspirerede andre eller på anden vis satte dybe spor i kulturlandskabet. Det skal bemærkes, at vi har undtaget serier som ‘Breaking Bad’ og ‘Mad Men’, der havde kørt flere sæsoner allerede i forrige årti.
Vi starter med listens eneste tysker.
25. ’Babylon Berlin’ (2017-)
Der er kommet godt gang i serieproduktionen også i Europa efter streamingtjenesternes optrapning af konkurrencen, men generelt er pengene stadig knap så store som i USA, og det afspejler sig naturligt i de fortællinger, man vælger at satse på: Primært menneskelige dramaer sat i nutiden.
Men med et budget på 300 millioner kroner kom tyskerne, der i det hele taget står stærkt på seriefronten, buldrende med den dyreste ikke-engelsksprogede serie nogensinde, og de store ambitioner om at genskabe de frodige mellemkrigsår i Berlin gav heldigvis pote: Tom Tykwer, Achim van Borries og Henk Handloegtens blanding af noir-krimi og storladent historisk drama kombinerede en stærk forståelse for historie og karakterer med et periodebillede, der føltes mere levende og autentisk, end man nogensinde har set i en ikke-amerikansk tv-produktion (undskyld ’1864’).
’Babylon Berlin’ tegnede et andet historisk billede af Tyskland end de gængse, Anden Verdenskrig-centrerede skildringer. Men først og fremmest var den et lysende eksempel på, Europa sagtens kan hamle op med USA, når der er tilstrækkeligt med ressourcer i ryggen. Det er et væsentligt modstykke til den engelsksprogede monokultur og har utvivlsomt givet mange europæiske producenter blod på tanden.
Kan ses på HBO Nordic.
24. ’Stranger Things’ (2016-)
En af 10’ernes største, rent popkulturelle seriefænomen skabte et ny kuld af Instagram-populære stjerner og pustede kærligt til yngre generationers nostalgiske længsler efter en svunden 80’er-tid, de aldrig selv har oplevet. Og Netflix’ sniger-lancering uden reklamefremstød eller pr-maskineri viste sig at være en genistreg, der generede den største mund-til-mund hype i umindelige tv-tider – intet styrker brugernes engagement på en streamingtjeneste som følelsen af, at de selv er med til at forme diskussionen.
’Stranger Things’ er fremragende binge-underholdning og en vellykket Spielberg/King’sk genoplivning af sci-fi-genren ledet af charmerende lilleby-unger på cykler, og selvom Duffer-brødrene fortsat balancerer på en knivsæg mellem ren referenceliderlighed og reel fortællermæssig substans, er serien det værk ud over ’Game of Thrones’, der har haft størst – og mest positiv-ladet – watercooler-effekt. Suppleret og fremelsket af castets ivrige talkshow-optrædener, modekampagner, indiemusik og smittende kammeratskab. Jo mere hyggeligt sammentømret et cast føles IRL, jo mere føles de også som vores venner, og ’Stranger Things’ minder serielandskabet om vigtigheden af fællesskabsfølelsen for at booste seerloyaliteten.
’House of Cards’ lagde fundamentet for Netflix. ’Stranger Things’ gjorde det til et hjem.
Kan ses på Netflix.
23. ’Chernobyl’ (2019)
Hvad siger det om vores tid, at en gråmeleret dokudramatisk serie om en historisk atomkraftulykke, hvor alle russerne taler engelsk, skulle blive et af de helt store samtaleemner på tværs af alder og almen seriesmag?
’Chernobyl’ pustede til 2019-samfundets i forvejen radioaktive sky af klimafrygt, Ruslands-paranoia og true crime-fascination og sparkede gang i en intensiv og velkommen debat omkring behandlingen af fakta i en fiktionssetting. Russerne rasede, eksperter skændtes i medicinske fagblade og avisspalter, og overlevendes beretninger blev politiseret på begge sider af Atlanten. Og på den måde demonstrerede serien fornemt og uhyggeligt, hvordan samfundsdiskursen omkring videnskabelig evidens i dag ofte dikteres af, hvilken underholdningsplatform den formidles fra.
’Chernobyl’ talte til angsten for det, vi ikke kan se – og fik gennem skildringen af disse uanseelige, underspillede helte, der prøver at formindske skaden fra ulykken, os til at gruble over, hvordan vi selv ville have handlet i et kvælende bureaukratisk system, hvor individuel heroisme ikke just bliver belønnet. I en tiltagende historieløs og fake news-forurenet tid var ’Chernobyl’ en serie, der fik millioner til at vende blikket bagud og – måske – tage fortidens synder til efterretning.
Kan ses på HBO Nordic.
22. ‘Borgen’ (2010-13)
Det er ikke et udtryk for nationalromantik, at Adam Prices DR-drama med Sidse Babett Knudsen som Margrethe Vestager-lignende statsminister figurerer på denne internationalt orienterede liste. For ’Borgen’ var et fænomen.
I England var den en stor seersucces, og The Telegraph kårede den som årets bedste serie i 2012. I USA var den i flere år talk of the town blandt en kulturinteresseret niche. Men først og fremmest er den blevet set af de rigtige mennesker. Dens fans tæller alle fra Netflix-grundlægger Reed Hastings til Stephen King og showrunner-parret Dave Benioff og D.B. Weiss, der castede såvel Pilou Asbæk som Dar Salim og Birgitte Hjort Sørensen til ’Game of Thrones’, ikke mindst fordi de var stærkt begejstrede for ’Borgen’. I det hele taget kan en lang række danske skuespillere takke den danske politikerserie for deres senere internationale roller.
Sammen med ’Forbrydelsen’ satte ’Borgen’ for alvor dansk tv-dramatik på det globale landkort, og i mange udenlandske kritikeres øjne er Christiansborg-fortællingen og Aaron Sorkins mesterlige ’The West Wing’ tv-guldalderens store opbyggelige serier om udfordringerne i et velfungerende demokrati.
Kan ses på DR, Filmstriben og Blockbuster.
21. ’Pose’ (2018-)
Debatten om, hvorvidt transkønnede karakterer skal spilles af transkønnede skuespillere, brød ud i lys lue i 2018, da Scarlett Johansson trak sig fra rollen som transkønnet gangster i filmen ’Rub & Tug’ oven på massiv kritik fra LGBTQ-miljøet. Reaktionære kulturskribenter harcelerede imod »censur«, men missede de potentielle samfundssociale konsekvenser af, at Hollywoods portrættering af transkønnede spillet af cis-skuespillere paradoksalt opretholder bedagede forestillinger om, at transpersoner faker deres identitet.
Dén fordom går en af 10’ernes vigtigste stemmer inden for diversitet i serieland, Ryan Murphy (’American Horror Story’, ’Feud’), i kødet på med bølgebryderen ’Pose’, der tager os med til 80’ernes ball-kultur i New York og ikke alene tegner forfriskende flerfacetterede og indfølte portrætter af en af de mest marginaliserede og stigmatiserede grupper i det amerikanske samfund – farvede, transkønnede kvinder fra underklassen – men også caster lutter transkønnede i hovedrollerne. Og dermed sætter serien en fed streg under, at der absolut findes talentfulde transskuespillere, der bare venter på at få chancen, i modsætning til hvad producenter ofte påstår for at undskylde straight-casting.
Budskabet om at favne sin identitet krystalliseres af datidens aids-frygt spædet op med skarpe paralleller til det moderne USA’s indskrænkelser af LGBTQ-rettigheder. ’Pose’ balancerer ofte på kanten af melodramatik, men seriens symbolværdi er historisk for kønsligestilling på tv.
Kan ses på HBO Nordic.
20. ’American Horror Story’ (2011-)
Det er ikke nemt at opretholde en gyserfortællings essentielle momentum i det afbrudte serieformat, ej heller at dyrke visuelle afskyeligheder i mainstreamserieland uden at reducere sit værd til pulp og freakformat. Men serieskaber Ryan Murphy lykkedes i den grad med at bringe det samfundssatiriske horror tilbage in vogue og genoplive genren for en generation, der i 2011 hungerede efter mere sindrige gys, end hvad ’Saw’-franchisen kunne levere på det store lærred.
’American Horror Story’s første sæson, ’Murder House’, var på overfladen en relativt klassisk spøgelsesfabel, men Murphy krydrede sin fortælling med politiske stikpiller til det bonerte, virkelighedsfjerne forstads-USA og et cast, der osede af diversitet – ikke mindst i form af en af Hollywoods eneste skuespillere med Down’s Syndrom, Jamie Brewer. Senere blev serien mere ekstrem både på billedsiden og i sine tematikker – i syvende sæson, ’Cult’, fremprovokerede Trumps valgsejr blandt andet masturberende dræberklovne – men fælles for sæsonerne var Murphys konsekvente fokus på at sammensætte kvindedrevne casts med et aldersspænd fra teenagere til modne Hollywood-koryfæer på 50-plus (Jessica Lange, Kathy Bates, Angela Basset er tilbagevendende spillere). Og kvindernes kødfulde, ofte sadistiske roller var Murphys finger til en branche, der kasserer kvinder over den fødedygtige alder.
’AHS’ går til grænsen og også over, hvor de politiske provokationers relevans udvandes i blodbadet, men serien banede vejen for en ny, blomstrende tv-gysealder, der inspirerede de (i højere grad) kritikerroste værker a la ’Hannibal’, der tog den æstetiserede ultravold til nye, kunstneriske niveauer, såvel som Netflix-gyserhittet ’The Haunting of Hill House’.
Kan ses på Netflix.
19. ‘High Maintenance’ (2016-)
Mens budgetterne til tv-serier blev større og større op gennem 10’erne, oplevede vi også en alternativ bevægelse: At en original idé og et fintunet fortælletalent kunne bane vejen uden om de gammeldags gatekeepers trods en mindre pengekasse end kaffebudgettet på ’Game of Thrones’.
Ben Sinclair og Katja Blichfelds ’High Maintenance’ startede som webserie på Vimeo, før den blev samlet op af HBO, hvor den nu er på vej med sin fjerde sæson. De halvamatørproducede webserier blev måske ikke helt det fænomen, som noget tydede på i midten af 00’erne, måske fordi talenterne er i så høj kurs blandt det stigende antal af producenter, at de hurtigt bliver fanget ind. Web-udsprungne genier som Ilana Glazer/Abbi Jacobsen (’Broad City’) og Issa Rae (’Insecure’) blev hurtigt samlet op af henholdsvis Comedy Central og HBO.
Det var dog ikke kun webserie-afsættet, som gjorde ’High Maintenance’ til en indflydelsesrig størrelse – det var også måden, fortælleformatet passede perfekt til formen og de nye streamingvaner. Serien består af små selvstændige skæbnefortællinger fra New York, bundet sammen af hashcykelbuddet The Guy, som de alle får deres røg fra. Formatet gav serien en uimodståelig snack-kvalitet, som blev løftet af narrative eksperimenter, der anviste nye veje for komedieserien i det hele taget. Senere antologiserier som Netflix ’Easy’ og HBO’s ’Room 104’ står i gæld til ’High Maintenance’.
Kan ses på HBO Nordic.
18. ‘Orange Is the New Black’ (2013-19)
Nogle føler måske, at Netflix’ fængselsdramedy er en gammel traver, men spol tiden seks år tilbage, og det var den mest fremtrædende, progressive serie, der overhovedet fandtes.
Dels var ’Orange Is the New Black’ sammen med ‘House of Cards’ den tidlige prestigeserie, der satte Netflix på landkortet som en topseriøs indholdsproducent. Dels var den banebrydende i forhold til repræsentation med sit uhyre mangfoldige karaktergalleri, en myriade af hudfarver, køn og seksualitet. Det var blandt andet her, Hollywoods vel nok mest kendte transkønnede skuespiller, Laverne Cox, slog igennem.
Hovedforfatter Jenji Kohan skabte 10-15 formidable kvinderoller på et tidspunkt, hvor det stadig var de mandlige antihelte, der dominerede. Og hun slog en frisk tone an for mellemfeltet mellem komedie og drama, for selvom ’OITNB’ var karikeret og sjov, var den også dybfølt, empatisk og barsk. I den sidste, glimrende sæson fra i år understregede Kohan seriens betydning med en tragisk og hjerteskærende skildring af det amerikanske fængselssystem og dets konsekvenser, som den sammen med dokumentarfilmen ’13th’ har hjulpet med at kaste lys over.
Kan ses på Netflix.
17. Dan Harmon: ‘Community’ (2009-2015) & ‘Rick and Morty’ (2013-)
Vi har snydt lidt og sammenkoblet to titler, der er skabt af det samme komiske geni: Dan Harmon.
I starten af årtiet var han showrunner på komedieserien ‘Community’ om en broget læsegruppe på et community college. Serien huskes især for de nytænkende afsnit, hvor gennemgående handling og stil skrottes midlertidigt, og Harmons snørklede hjerne får frit løb. I et afsnit er alle karakterne eksempelvis stopmotion-animeret for at illustrere ustabilt mentalt helbred, og i et andet udvikler diskussionen, om hvem der skal hente pizzaer, sig til en fortælling i syv alternative tidslinjer.
Tidslinjer er der også nok af i animationsserien ‘Rick and Morty’, Harmons store mainstream-gennembrud, hvori en bøvsende bedstefar og et pubertært barnebarn rejser gennem tid og rum. I begge titler fanger Harmon den postmoderne tidsånd som få andre med sin sarkasme og nihilisme. For i ‘Community’ har elevernes handlinger sjældent konsekvenser på det dysfunktionelle universitet, og i ‘Rick and Morty’ bliver selve livet gjort meningsløst, når hovedpersonerne efter en fejlslagen mission eksempelvis må flytte til en anden virkelighed, slå den nye verdens Rick og Morty ihjel og overtage deres pladser.
Gennem de to serier har Harmon fået sig et dedikeret kultfølge, som fik ham genansat på ‘Community’, efter han var blevet fyret, og som nok skal blive hængende i de kommende 70 (!) afsnit af ‘Rick and Morty’.
’Community’ kan ses på Viaplay og Amazon Prime. ’Rick & Morty’ kan ses på Netflix.
16. ’Big Little Lies’ (2017-19)
2017 var et gamechanger-år for amerikanske kvindedrevne mainstreamserier, og da ’Big Little Lies’ og ’The Handmaid’s Tale’ ryddede bordet ved Emmy-uddelingen, sendte det et klart signal om, at voksne ’kvindehistorier’ ikke længere spiller andenviolin til tv-landskabets mange maskuline eposser om antiheltedyrkende mad men og twenty-something-millennials.
’Big Little Lies’ synede af blankpoleret desperate housewives-melodrama med et saftigt mordmysterium i centrum af første sæson, men leverede i stedet stærkt tiltrængt nuancerede skildringer af voksne venindeskaber plus-40 – der defineres af mere og andet end tåreperserplot og bedstemor med slag i-komik – børnemobning og, mest kontroversielt, vold i parforhold.
Skildringen af Nicole Kidmans eksplosive, potentielt dødelige afhængighedsforhold til manden Perry, spillet af Alexander Skarsgård, åbnede op for vigtige samfundssociale debatter omkring kvindelig skyld, skam og sex, der alt for ofte bliver kogt ned til sort-hvide konklusioner i misbrugssager.
’Big Little Lies’ udsprang af Kidman og kollegaen Reese Witherspoons frustration over manglen på kødfulde roller til Hollywoods kvinder over 40, og stjerneparaden slog fast med syvtommersøm, at kvindeensembler i en hverdagssetting (mord ikke medregnet) kan fængsle på lige fod med diverse hårdkogte mafiosokrimier. Selveste Meryl Streep bakkede effektivt op om seriens projekt i anden sæson, og håbet er, at ’Big Little Lies’ peger fremad mod en serietid, hvor kvindedrevne serier og kvindefortællinger tillægges lige så stor vægt og lige så mange ressourcer som produktioner med mandligt fortegn.
Kan ses på HBO Nordic
15. ’Euphoria’ (2019-)
Hver amerikanske generation har sin ’Kids’: Det ungdomsværk, der smider fløjlshandskerne og stikker sin flossede negl direkte ned i tidsåndens trusser for at tage temperaturen på, hvem og hvad teenagerne dyrker bag lukkede døre til deres forældres skræk og rædsel.
HBO’s Drake-producerede ’Euphoria’ udstillede en generations forkvaklede og ofte isnende kyniske forhold til seksualitet, selvværd, hævnporno, stoffer og død, hvis rus spejles og forvrænges igennem sociale medieplatforme, der forvandler lovende unge til forråede overlevende på highschool-gangenes minefelter. Disney-stjernen Zendaya bragede igennem i sin mest kontroversielle rolle til dato som Rue, hvis appetit på stoffer fik forældregrupper i USA op i det røde felt over, hvorvidt serien glorificerede misbrug, mens transkønnede Hunter Schafer spillede veninden Jules, der har grænseoverskridende sex med diverse voksne daddys for at føle sig valideret.
Både stof- og sexscenerne provokerede i deres hudløshed og nærmest anarkistiske iver for at udstille de unges depravationer, og mediedebatter rangerede fra, om serien var decideret farlig til, om den skildrede en ny form for feministisk opvågnen. Æstetisk var ’Euphoria’ desuden en neonsmægtende gamechanger for amerikanske ungdomsserier – ja, serier i det hele taget – og den centrale romance imellem Rue og Jules markerede en vigtig LGBTQ-sejr for accepten af transkønnede teenagere i mainstreamkulturen.
Kan ses på HBO Nordic.
14. ’House of Cards’ (2013-18)
Hvordan ville Netflix se ud i dag, hvis tjenestens første store egenproduktion havde været et fedt flop tilbage i 2013?
Netflix’ sultne jagt på verdensdominans står på metasatirisk vis på skuldrene af rænkesmedende Frank Underwood, der i Kevin Spaceys diabolske skikkelse blev en af 00’ernes mest ikoniserede seriekarakterer over night såvel som et syndigt fix moralsk tv-korruption midt i en sval Obama-æra (hvor ingen kunne have forestillet sig, at virkelige events senere skulle få Franks korthus til at ligne et noget nær attråværdigt refugium over for Trumps rædselskabinet).
Seriens monstersucces var ikke tilfældig: I 2012 ledte Netflix med lys og lygte efter et hit, der kunne placere dem i samme liga som prestigiøse HBO, der inkarnerede tv-guldalderen. Jagten kulminerede med, at Netflix hev over 100 millioner dollars op af lommen og overbød både HBO og AMC for at sikre sig rettighederne til to sæsoner af ’House of Cards’ (baseret på den britiske serie af samme navn) – uden at have set en eneste scene. Netflix’ hemmelighedsomgærderede dataanalyser pegede nemlig på, at brugerne ville have politik, Spacey og David Fincher, og tallene fik i den grad ret. Efter første sæson svarede 86 procent af amerikanske Netflix-brugere, at ’House of Cards’ var en afgørende faktor for deres abonnement.
Naysayers mumlede, at serien var en kynisk lillebror til ’The West Wing’, men første sæson især var spektakulær og intelligent underholdning – muligvis den serie med det mest teknisk komplicerede politiske stof, der har samlet flest mennesker foran skærmen i nyere tv-tid – og som nu står som et interessant monument over, hvorledes venstrefløjen havde for travlt med at lege skælmsk hvad-nu-hvis inden for egne rækker til at ænse det regimeskift, der var undervejs på højrefløjen.
Kan ses på Netflix.
13. ’True Detective’ (2014-)
Nic Pizzolattos overraskende hit med Matthew McConaughey og Woody Harrelson på sporet af bestialske forbrydelser i de amerikanske sydstater satte nye standarder. Dens originale miks af et klassisk krimiplot, en filosofisk grundtone, et arketypisk umage politimakkerpar, en kompleks fortællestruktur og en højbelagt æstetisk fornemmelse har mange – i forskellige variationer over disse elementer – forsøgt at gøre efter siden. Men ikke engang Pizzolatto selv kunne leve op til sine alkymiske evner med de næste sæsoner af ’True Detective’.
Serien satte dog også et andet afgørende aftryk i tv-produktionernes kulisse. Den var nemlig med til at skifte magtbalancen på tv-serierne, der inden da var et udpræget forfattermedium. Instruktørerne var næsten altid hired guns, der skulle forløse forfatterens vision over et afsnit eller tre, og sådan er det selvfølgelig stadig på mange serier.
Men det stod hurtigt klart, at geniale Cary Fukunaga, som havde instrueret hele første sæson, fortjente en lige så stor del af æren for dens succes som Pizzolatto. Den kommende Bond-instruktør var med til at højne de visuelle ambitioner i serie-mediet, hvilket gjorde det mere prestigefyldt for andre instruktører at engagere sig på den lille skærm.
Siden er det blevet langt mere udbredt, at prominente instruktører påtager sig serieopgaven, som var det en meget lang film. Fra Jean-Marc Vallée på ’Big Little Lies’ til Susanne Bier på ’The Night Manager’, Ava DuVernay på ’When They See Us’ og Steven Soderbergh på ’The Knick’.
Kan ses på HBO Nordic.
12. ’Unbelievable’ (2019)
I en tid, hvor det fortsat er et faktum, at alt for få voldtægtsforbrydere bliver straffet, og der stadig hersker en udbredt mistillid i forbindelse med overgrebsanklager, kommer ’Unbelievable’ som kaldet. For efter at have set Netflix-serien nøje baseret på virkelige begivenheder forstår man, hvor hårdt, ydmygende og ekstra-traumatiserende det er at melde en voldtægt – og hvor umenneskeligt systemets reaktion kan være.
Portrættet af unge Marie Adlers tragiske møde med myndighederne efter en grum voldtægt rammer samtlige toner rent. Vultures Jen Chaney har kaldt ’Unbelievable’ for den »mest feministiske krimiserie jeg nogensinde har set«, hvilket måske også indikerer, hvordan serien føles som krimigenrens fremtid.
Væk er feticheringen af gerningsmanden, dyrkelsen af de skamferede (kvinde)ofre, de fordrukne politimænd og håbløse vildledninger, som vi efterhånden kender til hudløshed. I stedet sætter Susannah Grant ofret i forgrunden, mens hun samtidig behandler efterforskningen med varme, menneskelighed og høj, høj troværdighed via det formidable makkerpar Rasmussen og Duvall. Hvilket faktisk gør krimiaspektet af serien desto mere fængende: Man føler, det er løftet fra en autentisk proces frem for en manuskriptforfatters hoved. Man føler, det er en krimi, der vil os noget andet end at gætte med på, hvem gerningsmanden er.
’Unbelievable’ er essentiel på grund af sit feministiske projekt, men også på grund af sin anvisning af nye stier for en genre, der ellers var kørt fast.
Kan ses på Netflix.
11. ’Atlanta’ (2016-) & ’Master of None’ (2015-)
Aziz Ansari og Alan Yangs ’Master of None’ og Donald Glovers ’Atlanta’ har begge behandlet nogle af tidens mest presserende emner med punch og overraskende kant: Fra ’Atlanta’s satire over en talkshow-diskussion om afroamerikansk kultur vs. transkønnede i sæson 1-afsnittet ’B.A.N’ til ’Master of None’s fremsynede skildring af en #MeToo-klam stjerne-tv-kok i sæson 2.
Men seriernes personlige perspektiver på race, køn og klasse er ikke det eneste, der binder dem sammen, og som har sat væsentlige aftryk i kulturen. Til fælles har de også en evne til at eksperimentere med tv-formatet og sende deres løse fortællinger ud ad afstikkere, der gør, at man aldrig ved, hvor man har dem. Som ’Atlanta’s nyklassiske ’Teddy Perkins’-afsnit, der udspiller sig som en sorthumoristisk horrornovelle, og ’Master of None’s poetiske hyldest til New Yorks anonyme skæbner i ’New York, I Love You’.
Begge serier har en æstetisk kadence og et fortællemæssigt mod, som har løftet dramedy-formatet til nye højder. Og der var simpelthen ikke mange andre værker i 10’ernes populærkultur, der ramte zeitgeisten så rent som Glover og Ansari/Yang.
’Atlanta’ kan ses på Viaplay. ’Master of None’ kan ses på Netflix.
10. ’Twin Peaks: The Return’ (2017)
David Lynchs feberdrøm af en længe ventet revival var en lige så frustrerende fragmenteret, endeløst gådefuld og sanseligt overvældende serieoplevelse, som hardcore Lynchians havde håbet – og fans af de første to sæsoner havde frygtet. For hvordan i alverden forholder man sig til en serie, der i en utrættelig syndflod af visuelle og narrative absurditeter over 18 fragmenterede kapitler blandt (meget!) andet forvandlede hedengangne David Bowie til en gigantisk tekedel?
’The Return’ sprængte alle rammer for, hvad vi førhen har set i nogen kommercielt markedsført serie – eller nogen serie, punktum – idet Lynch overlegent og provokerende tøjleløst skolede seriekolleger og millioner af seere i kunst på kunstens og ikke beskuerens præmisser. Økonomiske interesser og kommercielle hensyn be damned. Særligt afsnit 8, ’Gotta light?’, skrev sig øjeblikkeligt ind i tv-historien med sine fabulerende atmosfæriske sort-hvid-sekvenser, ominøst messende Woodsman og ’atomprøvesprængningskoncert’, der vækkede minder om både Terrence Malicks ’The Tree of Life’ og Stanley Kubricks ’2001: A Space Odyssey’.
Uagtet hvor irriteret man blev på serien undervejs, var den en øjenåbner, der gav anledning til et tiltrængt opgør med den gængse tv-seers lettere seriezombificerede forventninger til mediet og dets på mange måder uudnyttede potentiale som regulær kompromisløs kunstart i den moderne verden. Lynch og Frost hældte en bøtte ayahuasca i serielandskabets kilevæld, og under en tiltagende fornuftsstridig verdensorden kunne ’Twin Peaks’ kalejdoskopiske genfødsel dårligt have været bedre timet.
Kan ses på HBO Nordic.
9. ’Skam’ (2016-18)
Overlad det til en lille norsk ungdomsserie at revolutionere måden, vi konsumerer underholdning på, på tværs af medieplatforme. Uden fanfarer rullede serieskaber Julie Andem ’Skam’s første sæson ud som små klip i NRK’s app, på Instagram, Facebook og Youtube, hvor seriens karakterer kom til live semi-IRL – og pludselig kunne tusindevis af unge som voksne overalt i Norden knapt passe hverdagen af utålmodig spænding over, hvornår det næste klip mon ville dukke op, mens den danske fangruppe KosagruppeDK på Facebook blev en livline for alle os, der ikke kunne få nok af ’Skam’-tolkninger og Dr. Skrulle-memes.
’Skam’ var ikke bare en serie, man så (med mindre man holdt sig til at se episoderne på gammeldaws vis i fuld længde hver søndag), den flettede sig ind i ens hverdag, så det første man gjorde hver lørdag morgen var at tjekke for natlige sms’er fra William (Thomas Hayes). Konceptet var imponerende gennemarbejdet, men gimmicken var hurtigt blevet gammel, havde det ikke været for ’Skam’s absurd dygtige unge cast, der fik mangen en dansk mediejournalist til at efterspørge lignende kvalitative ambitioner herhjemme.
Sæson tres fortælling om Isak og Even var tv-legendarisk i sin skildring af homoseksuel teenagekærlighed, og det samme var fjerde sæsons beslutning om at give hovedrollen til en muslimsk, hijabbærende gymnasiepige på et tidspunkt, hvor unge andengenerationsindvandreres rolle og religion i skandinaviske samfund er genstand for stor debat.
Samtlige skandinaviske ungdomsproduktioner siden er blev målt og vejet imod de Andem’ske standarder – ligesom NRK også selv har forsøgt at malke formularen i inferiøre søsterserier som ’Blank’ og ’Lovleg’ – og ’Skam’ indvarslede en ny innovativ tv-tid i en tid, hvor selvsamme tv ellers er ved at miste sit hold i ’de unge’. Ligesom den øgede public service-opmærksomhed på at møde målgruppen i øjenhøjde med intelligent og relaterbar kvalitetsfiktion banede vejen for de naturalistiske danske serieperler ’Doggystyle’ og ’Ondt i røven’.
Alt er love.
Kan ses på DR.
8. ‘The Handmaid’s Tale’ (2017-)
Timingen af premieren på Hulus seriefilmatisering af Margaret Atwoods amerikanske kvindeundertrykkelsesdystopi med året, hvor Trump, the pussy-grabber, blev indsat som præsident i USA, og #MeToo eksploderede, aktualiserede ’The Handmaid’s Tale’s tematikker i en grad, der gjorde serien til fuldstændigt essentielt tv som fiktionssupplement til nyhedsstrømmen.
’The Handmaid’s Tale’ er et mareridtsprodukt af og om vores tumultariske politiske tid, hvor kvinder og LGBTQ-personers ret til at bestemme over egen krop indskrænkes i Guds/Gileads eget land, og siden første sæson har kvinder verden iklædt sig seriens nu ikoniserede blodrøde tjenerindekåber for at demonstrere offentligt imod eksempelvis stramninger af abortlovgivningen.
Serien er 10’ernes bedste eksempel på, hvordan budskabets relevans kan transcendere værkets praktiske kvaliteter, og skønt de senere sæsoner har dyrket tiltagende endimensionel lidelsesporno for chokeffekternes skyld alene, er der ingen tvivl om, at ’The Handmaid’s Tale’ også i fremtiden vil stå som den serie, der spiddede samfundsstrømningerne under optakten til #MeToo på kornet med et syngende popkulturelt punch.
Kan ses på HBO Nordic.
7. ’Making a Murderer’ (2015-18) & ’The Jinx’ (2015)
Få serier skabte så meget diskussion ved 2010’ernes vandkølere som de store true crime-hits. Mens true crime tidligere blev anset som en lidt smudsig genre, blev den pludselig prestige med stor mainstream-appel, og én af de første store successer, ’Serial’, gjorde nærmest egenhændigt podcasten til et massemedium.
På tv var det Netflix’ ’Making a Murderer’ og HBO’s ’The Jinx’, der blev de milepæle, som alle andre siden har skullet måle sig op mod. I midten af årtiet syntes alle at have en holdning til, om Steven Avery fra ’Making a Murderer’ slog Teresa Halbach ihjel efter at have siddet 18 år i fængsel for en forbrydelse, han i hvert fald ikke havde begået – og alle syntes at være enige om, at Robert Durst fra ’The Jinx’ var mere skyldig i triplemord, end Judas var i forræderi.
Derefter rullede true crime-bølgen på godt og ondt, og det gør den stadig med fare for atter at degenerere til småpervers udnyttelse af virkelighedens ofre i underholdningens mæskende navn. Men indimellem kommer der også stadig værker, der ligesom ’Making a Murderer’ og ’The Jinx’ husker at bevare blikket sobert på de sager og mennesker, der er i centrum, frem for at snage i uhyrlighederne – fra genoplivningen af ’The Staircase’ til podcasten ’S Town’.
’Making a Murderer’ kan ses på Netflix. ’The Jinx’ kan ses på HBO Nordic.
6. ’Transparent’ (2014-19)
Ingen serie har beskæftiget sig så indgående, indfølt og nuanceret med køn og seksualitet som Jill Soloways ’Transparent’. I første omgang var nerven fortællingen om Mort, der som 70-årig springer ud som Maura, og hvordan hendes familie reagerer på, at deres far er en transkønnet kvinde. Men hurtigt udforskede serien også de tre voksne børns flydende seksualitet, og serien udviklede sig til en samlet manifestation af tidens mere spraglede kønsbillede uden nogensinde at føle frelst eller formynderisk.
Tværtimod slog Soloway sine døre – inklusive reaktionær gammelfeminisme – ind med sublim sårbarhed og uimodståelig komisk timing, så det stod klart, hvad fiktion kan, når det er bedst: Sætte de nuancer og den menneskelighed på komplicerede tematikker, som selv alverdens oplysningskampagner må give fortabt overfor.
Det var ikke lige populært blandt alle, at Maura blev spillet af cis-skuespilleren Jeffrey Tambor, og det var ikke et kønt syn, da det viste sig, at selvsamme Tambor blev anklaget for chikane på settet – blandt andet mod én af de transkønnede skuespillere – og efterfølgende blev fyret forud for fjerde sæson. Til gengæld er ’Transparent’ til stadighed en frontløber, hvad angår mangfoldig rollebesætning også bag kameraet.
Kan ses på Viaplay.
5. Phoebe Waller-Bridge: ’Fleabag’ (2016-19) & ’Killing Eve’ (2018-)
Serieskaber Phoebe Waller-Bridges indflydelse på skildringen af ’uperfekte’ seriekvinder kan dårligt underdrives, og med den Emmy-vindende genistreg ’Fleabag’ og krimiserien ’Killing Eve’ sprængte hun simultant rammerne for to genrer på én gang:
Førstnævnte gav sadcom-tendensen et råt for usødet, selvudslettende ærligt skud traume og skam, der skrev sig direkte ind i tidens feministiske debatter med fokus på kvinders seksualitet og manic pixie girl-stereotypificeringer. Og ’Killing Eve’ markerede et nybrud for spion- og seriemorderfortællinger med kvindeligt fortegn, der gjorde op med tv-fordommene om, at ublu femininitet som hovedregel ikke kan eksistere på lige fod med seriøs historiefortælling – og da slet ikke i en historisk mandsdomineret genre.
Seriemorderen Villanelles galoperende psykopati svøbt i Balenciaga-skrud (Emmy-vinder Jodie Comer) satte en helt ny, kompromisløs standard for skildringen af kvindelige skurke, mens kvinderne, der jagtede hende, fik albuerum til at være virkelige, usympatiske, charmerende og fucked-up karakterer, hvis fysiske og psykologiske kønnede karakteristika ikke behøvede at blive stivet af med påtaget maskulinitet for at sætte sig igennem over for omverdenen.
’Fleabag’ kan ses på Amazon Prime. ’Killing Eve’ kan ses på HBO Nordic.
4. ’Louie’ (2010-15)
Uanset hvad man måtte mene om Louis C.K.’s masturbationsskandale og hans efterfølgende håndtering, kan man ikke komme uden om hans mesterlige komedieseries afsmitning på det utal af dramedys, der fulgte efter den.
’Atlanta’, ’Transparent’, ’Master of None’ og ’Girls’ står alle sammen – i tilgift til en lang række serier, der ikke er på denne liste – i gæld til ’Louie’s nybrud. ’Fleabag’-skaber Phoebe Waller-Bridge har eksempelvis ikke lagt skjul på, hvor meget C.K. har inspireret hende, hvorfor hun da også blev slemt skuffet, da han ikke selv kunne leve op til de progressive pointer, der gennemsyrer hans værker.
C.K. skrev, instruerede og klippede selv serien om sit alterego, der fucker rundt med familie, kærlighed og standup-karriere i New York og omegn. Og det er blandt andet hans vilde evne til at genopfinde serien nærmest afsnit for afsnit, som var så inspirerende. Man vidste man aldrig, hvad der ventede én.
’Louie’ var måske komedieseriegenrens første egentlige auteur-værk, og den var bådes formmæssigt udfordrende (ofte langt mere Cassavetes eller Woody Allen end traditionel sitcom), hamrende morsom og befriende selvudleverende. C.K. udvidede på alle måder grænserne for, hvad man må og kan i en komedieserie. Den dør står heldigvis stadig vidt åben, mens C.K. dog foreløbigt har lukket den for sig selv.
Kan ikke i øjeblikket ses fra en dansk streamingtjeneste.
3. ’Game of Thrones’ (2011-19)
Som det vel nok største tv-serie-fænomen nogensinde er ’Game of Thrones’ naturligvis berettiget til en plads i toppen af denne liste. Den forenede fantasy-geeks med mainstreamseere og vil i årtier være sikkert indsyet som fælles referenceramme i populærkulturens revers.
Mange var skeptiske, da ellers så seriøse HBO annoncerede en fantasyserie med riddere og drager, men D.B. Weiss og David Benioff – baseret Georges R.R. Martins romanserie – gjorde al tvivlrådighed til skamme og viste hele tv-branchen, hvor kolossale muligheder der lå i de mere fantastiske genrer også henvendt til et voksent publikum. Det har mange naturligvis siden forsøgt at gøre efter, for hvem vil ikke ramme den nye ’Game of Thrones’?
Når Amazon snart kommer med verdens dyreste serie, en spinoff af ’Ringenes herre’, ville det naturligvis aldrig være sket uden den succesrige fantasy-forlægger, og såvel Netflix’ kommende ’The Witcher’ og HBO’s egen ’His Dark Materials’ synes også at være forsøg på at formgive den næste besættelse.
Man mærkede en vis afmatning, da seriens sidste sæson fik drøje hug blandt mange ellers inkarnerede fans, og det skal blive spændende at se, hvad det betyder for de spinoffs, HBO nu har i støbeskeen. Kan engagementet intensiveres igen, eller er ’Game of Thrones-crazens storhedstid for længst forbi? Uanset hvad står den oprindelige serie tilbage som en milepæl.
Kan ses på HBO Nordic.
2. ’Black Mirror’ (2011-)
Som de dedikerede fans vil vide, startede Charlie Brookers tech-dystopi på britisk tv allerede i 2011, hvor den med foruroligende fremtidsscenarier satte billeder på de sorte huller, vores afhængighed af den højtudviklede teknologi kunne føre os ned i.
Det var dog først, da Netflix overtog og genoplivede serien i 2016, at den eksploderede som populærkulturel besættelse – måske også, fordi teknologien her blot var blevet endnu mere dominerende i vores liv, og Brookers sci-fi-forestillinger pludselig begyndte at se faretruende realistiske ud.
På den måde reflekterede ’Black Mirror’ den vestlige verdens måske mest afgørende forandring i det snart forhenværende årti, nemlig den digitale udvikling. Serien fik os til at stoppe og overveje, om det var os, der styrede den teknologiske udvikling, eller om det var omvendt. Det var på mange måder serien, vi havde ventet på for at kunne sætte fællesbegreber på vores oplevelse af, at telefonen og Facebook og Instagram langsomt, men sikkert var ved at overtage vores liv.
Samtidig var serien inspirerende, idet den viste, at man ikke nødvendigvis behøver de helt store budgetter til at bygge et pessimistisk fremtidsunivers, men at den gode idé, den gennemførte vision, er langt vigtigere. Siden har adskillige serier forsøgt at gøre kunsten efter, fra ’Philip K. Dick’s Electric Dreams’ på Amazon til ’Weird City’ på Youtube.
Kan ses på Netflix.
1. ’Girls’ (2012-17)
Ingen ’Girls’, ingen ’Fleabag’, ’Broad City’ eller ’Insecure’. Phoebe Waller-Bridge finpudsede millennial-fuck-up-genrens female gaze, men Lena Dunhams Hannah Horwarth var tv-trailblazeren, der sparkede døren ind til den nye æra for kvindeskildringer i serieland.
»I have a strong opinion about everything. Even topics I’m not informed on«, proklamerede Hannah uden et gran af selvironi tilbage i 2012. Og herigennem spiddede Dunham SoMe-ungdommen, hvis verdenssyn og holdninger til politisk korrekthed, feminisme og politik approprieres fra Tumblr og Twitter-feeds, krydret med essays fra The New Yorker for venstreorienteret intellektuelt syns skyld, naturligvis.
Med sit samfundspolitiske engagement uden for kameraet kom Dunham ofte til at stå på mål for kritikere, der syntes at forvente, at ’Girls’ qua sin universelle titel per automatik burde aspirere til at dække sig ind på alle samfundspolitiske baser.
Og serien fik inkarnerede haters på nakken, der først og fremmest fremhævede det ulidelige i at skulle følge fire snotforkælede, hvide unge kvinders naive famlen efter en succes, de føler er noget nær en selvgiven birth right.
’Girls’ var da heller ikke et portræt af en hel generation, men Hannah er alligevel det tætteste, vi er kommet på en karakter af Holden Caulfield-status i det 21. århundredes serieland – så præcist, så frastødende genkendeligt var Dunhams borderline-deprimerende portræt af millennial-generationens selvsmagende storhedsvanvid og lammende vægelsind.
Lena Dunhams hovedrolle var langt fra et inspirerende feministisk fyrtårn, der per definition hvilede i sin nøgne hud, men en kvinde, der lige dele klodset og modigt forsøgte at finde hoved og hale i sin samtids krakelerede kønskonventioner og kvindefrigørelsesforskrifter. Det var ikke altid lige godt, men det var ærligt. Og Dunhams kropslige afmystificering af kvinden som filter-forbedret sexobjekt fri for kønshår og tarmfunktioner gør det svært at forestille sig, at vi nogensinde igen kommer til at se en ung amerikansk tv-kvinde knalde med bh’en på.
Kan ses på HBO Nordic.
Læs også: De 25 vigtigste film i 2010’erne
Læs også: De 20 vigtigste danske film i 2010’erne
LÆS HELE TEMAET: Farvel til 10’erne