The Bug
Kevin Martin har en imponerende evne til at kreere produktioner, der spejler sig i storbyens lydunivers. ‘London Zoo’, hans seneste album under The Bug-aliasset, bød naturligvis på dubsteppens basisopskrift med vuggende rytmer blandet med tonstung bas. Det mest interessante ved albummet var dog, hvordan alle produktionerne leverede deres eget udsnit af millionbyens lydkulisse. Skævt, støvet, skramlet og spraglet: ‘London Zoo’ havde det hele.
Nu er The Bug vendt tilbage fra mørket i Londons undergrund med ‘Infected’-ep’en under armen. Denne gang er kun to af numrene fra Martins egen hånd, mens henholdsvis Autechre og Scratcha DVA genopliver basperlerne ‘Skeng’ og ‘Poison Dart’. Der er dog ingen grund til at føle sig snydt, hvis man havde håbet på flere originale The Bug-eksperimenter, da begge remixes ligger sig i slipstrømmen fra ‘London Zoo’. Autechre gør ‘Skeng’ endnu mere minimal og industriel, mens Scratcha DVA bløder den primale ‘Poison Dart’ op med dancehall-synthesizere og løsere percussion.
Det er dog Martins egne numre, der gør ‘Infected’ mest interessant. Endnu en gang åbner han op for lyden af Londons undergrund, og selv om han blot har finpudset sin egen hitopskrift, lyder ep’en som alt, man havde turdet håbet på. Hvis flybilletten til London er for pebret, er ‘Infected’ derfor en glimrende erstatning.