Maroon 5

Der er lagt i ovnen til en lummer lytter på coveret til ‘Hands All Over’, hvor en nøgen kvinde, placeret med nydelsesbetinget tilbagekastet hoved i en stor blød seng, omfavnes af et par nysgerrige hænder. Men hvis man dermed tror, at man har indløst indgangsbillet til en tur i kanen med en lille fræk sag af et album, så kan man godt tro om igen. For forsidefotoet er så absolut det mest ophidsende ved albummet.

Maroon 5 har fundet en formel, der virker. Og det er svært at ignorere hitpotentialet i deres rendyrket poppede potpourri af 80’er-funky partypop med nutidig elektronisk studie-fernis og udflugt til mere rendyrket guitarrock samt ballader ‘for the ladies’. På samme måde er det svært at fortænke dem i at tøffe videre i den vejbane, der siden 2002 har kastet et tocifret million-salgstal af sig. Men længes man som lytter mod noget andet og mere udfordrende end upersonlig café-croon, der er designet til at kunne uskadeliggøre enhver social sammenkomst, ja så bliver man endnu en gang skuffet.

Forstå mig ret, radiolytterne skal nok tage single-spydspidserne fra ‘Hands All Over’ til sig som sekundært medie-akkompagnement til madpakkesmøring og bilturen til og fra arbejde. For jo, gu er det brugsmusik. Men havner man i en lidt for lang bilkø med albummet på repeat, vil man hurtigt sande, at bandet, trods deres moderigtige overarmstusser, tredagesskæg og skovmandsskjorter, fortsat er skamløse riddere af banale kærlighedstekster, som man havde håbet for længst var blevet gemt væk på klicheernes holdeplads – hvilket allerede afsløres på overfladen af sangtitler som ‘Misery’, ‘Never Gonna Leave This Bed’, ‘I Can’t Lie’ og ‘Get Back in My Life’. Og så trækker den afsluttende, malplacerede 50’er-rock-pastiche ‘Crazy Little Thing Called Love’ heller ikke op i regnskabet.