Alex Cameron holdt masken i Store Vega – selv under »eating your ass like an oyster«
Halvvejs igennem Alex Camerons koncert i Store Vega mandag aften, overlod hovedpersonen ordet til sin højre hånd, saxofonist Roy Malloy. Malloy var angiveligt blevet bandlyst fra at give anmeldelser på Google, og derfor, for at dulme sin trang, gav han sig til at bruge et par minutter på at anmelde den skammel, han sad på i løbet af størstedelen af koncerten.
Det var en meget udførlig anmeldelse, der gik igennem stort set alle nævneværdige aspekter af skamlen, som det vistnok var Vega, der havde sørget for. Malloy gav den fire ud af fem stjerner, hvorefter bandet spillede en flot udgave af ‘Happy Ending’.
Det kom ud af det blå, men på et eller andet sted passede det perfekt ind i Alex Camerons univers, hvor man ofte kan være lidt i tvivl om, hvor oprigtigt det hele er. Og det føltes da også som om, vi fik Malloys helt oprigtige tanker om skamlen.
På samme måde mestrede Cameron at sælge sine sange. Han sang sit hjerte ud til erklæringer som »If you see my name in the headlines and they’re all pissing on me / I’m your stepdad«, og han var praktisk talt på sine knæ, da han sang »I don’t even need those other ladies« – ja, der blev selv lagt blod, sved og tårer i »Eating your ass like an oyster / the way you came like a tsunami«.
Noget af det, der er så appellerende ved Cameron, er, at han kan sige de mest afsindige ting, mens det stadig føles som om, det kommer fra hjertet. Og i løbet af hele koncerten tabte han da heller ikke masken en eneste gang – alt imens han dansede, mimede, gestikulerede og hoppede sprælsk rundt til musikken.
Hans band var også en stor del af årsagen til, at sangene var så overbevisende. Lyden var meget baseret på den gennemgående 60’er-kanaliserende poprockstil, der gennemsyrer ‘Miami Memory’, hvilket betød, at visse numre fik en total makeover. Blandt andet fik albummets ellers elektroniske titelnummer en funky guitar, sagte buldrende bongotrommer og en fyldig, organisk bas, der næsten endte med at lyde postpunket.
Den gamle kending ‘The Comeback’, der er en smule stiv i sin synthpoppede original, blev forvandlet til et af aftenens mest dynamiske og engagerende numre. Efter en underspillet start, der blot lød som en knap så lo-fi-udgave af albumversionen, eskalerede den til en gigantisk fest, der altid bevægede sig i en ny retning, samtidig med, at feststemningen blev ved med at blive vildere.
I det hele taget var der god feststemning i løbet af meget af koncerten. Man skulle ikke tro, at ‘Candy May’, ‘Gaslight’ eller ‘PC With Me’ kan få folk i dansehumør, men det modbeviste både publikum og Cameron selv – begge var i noget nær konstant bevægelse. Den fremragende stemning kom især til udtryk, da ‘Far From Born Again’ endte i en livlig fællessang, der næsten ingen ende ville tage.
Koncerten varede blot omkring fem kvarter – nogle ville måske have ønsket sig mere, men i forhold til koncertens format, synes jeg egentlig, det havde været synd at strække den meget længere. Kvalitetsniveauet var konsekvent højt, og Cameron var en fænomenal performer hele vejen igennem.
Kort sagt:
Alex Cameron var en konstant engagerende skikkelse at overvære i Store Vega. Han var en ualmindeligt overbevisende performer, mange af sangene fik helt nyt liv, og han fik Vega til at ose af feststemning og godt humør.
Læs interview: Alex Cameron har skrevet et album til sin kæreste: »Jeg har fået hende til at græde, grine og skamme sig på én gang«