På ‘Miami Memory’ bruger satirikeren Alex Cameron 60’er-pop til at dissekere vores forkastelige verden
Alex Cameron har fundet en formel, der fungerer upåklageligt, og som han egentlig kan spænde ret vidt inden for: Han sætter stærke popmelodier sammen med selvironiske, finurlige tekster, ofte i form af ejendommelige karakterportrætter eller halvspydige, men alligevel ganske venlige skildringer af tidsånden.
Med overgangen fra 2013-debuten ‘Jumping the Shark’ til det mesterlige 2017-album ‘Forced Witness’ fik Cameron udviklet sig fra en skramlet, minimalistisk synthlyd til en mere kulørt, sophistipop-kanaliserende 80’er-stil. Og med den nye treer, ‘Miami Memory’, er australierens lyd blevet endnu mere spraglet, mens der kigges længere tilbage end blot til 80’erne.
‘Bad For the Boys’ lyder som The Beatles anno ‘Sgt. Pepper’s’, melodien på ‘End Is Nigh’ minder mig om Randy Newman, ‘PC With Me’ lyder nærmest som et Joe Cocker-kvad, og den mekaniske lyd på titelnummeret bliver nærmest lettere industriel – ja, jeg aner endda en antydning af The Knife. Men dette nummer er dog en klar undtagelse på en trackliste, hvor lyden vender sig mere mod slut-60’erne og start-70’erne.
På de individuelle numre lyder det oftest ganske godt, og tit tjener retrolyden lyrikken eminent. Et fremragende eksempel er den nostalgiske instrumentation på ‘PC With Me’, hvor Cameron synger om en kvinde, der er så stor modstander af politisk korrekthed, at hun ender med at romantisere og endda tænde seksuelt på manglende medmenneskelig respekt.
Det sære er, at der er et markant skift i lyden, når han på nogle få tracks, såsom den indledende ‘Stepdad’ og den afsluttende ‘Too Far’, atter helliger sig lyden fra sine mere synthbaserede album. Inklusionen af de her numre virkede meget malplaceret ved de første par gennemlytninger, men jeg endte med at acceptere dem; dels fordi de synthbaserede sange er placeret i tracklistens yderpunkter, dels fordi de bygger på den samme fænomenale form for sangskrivning, som binder albummet mere og bedre sammen end noget instrument eller nogen genrekonvention ville kunne.
Camerons karakterskildringer er nemlig stærkere end nogensinde, og det samme gælder hans hooks. Især dekonstruerer han misogyni og toksisk maskulinitet – et særligt morbidt moment er, når han på ‘Gaslight’ iscenesætter gaslighting (en form for psykologisk manipulation) som noget dybt romantisk og nobelt.
Når han synger i rollen som sådanne problematiske karakterer, rammer han ofte helt plet i forhold til deres tankegang – og jeg frygter da lidt, at en person, der ikke ved, hvad gaslighting er, måske ville tolke ‘Gaslight’ som en oprigtigt smuk kærlighedssang. Men det er nu engang også noget af det, der gør satiren så skarp og underfundig. Glæden på ‘Divorce’, romantikken på ‘Other Ladies’ og sympatien på ‘Bad for the Boys’ føles så oprigtig, at den kan føles decideret smittende, hvis man ikke hører efter de forkastelige tankegange, der bliver skildret i lyrikken.
Dermed sørger albummets vellyd for at cementere satiren, men den gør også, at musikken transcenderer sine satiriske intentioner. Det er nemlig fremragende retropop, uanset om man er interesseret i Camerons spidsfindige tekstunivers eller ej.
Kort sagt:
Alex Cameron dissekerer på skarpsindig vis samfundets forkastelige sider gennem fremragende popmelodier og nostalgisk 60’er-æstetik.
Læs interview: Alex Camerons popmusik karikerer menneskets grimme sider