Efter flere udskydelser og endnu mere spekulation er det endelig landet! ‘ Kanye Wests første store kristne værk.
Man turde knap nok tro, at Kanye West rent faktisk ville udgive ‘Jesus Is King’ efter at det gang på gang blev annonceret og udskudt. Chicago-kunstneren har jo allerede skrottet et helt album, ‘Yandhi’, efter at alt ellers var kørt i stilling til, at det skulle udkomme. Dén mand forstår virkelig at give sine fans grå hår.
Men nu er det slut med falske annonceringer og triste miner. For nu er Kanyes første album i 2019 landet, og hold da ferie, hvor er der mange spørgsmål.
For hvor seriøst skal vi lige tage rapperens drejning mod kristendommen? Han har jo sagt, at det er slut med at lave verdslig musik. Er det her så rent gospel eller hvad? Og hvordan i alverden lyder det, når en mand som Kanye West beslutter sig for at lave kirkemusik? Vi må gå ud fra, at der ikke er flere tekster om at afblege numsehuller eller om at kneppe på stuebordet?
Vi har lyttet det nye album igennem for at finde svar på spørgsmålene, så her er vores førstehåndsindtryk af ‘Jesus Is King’ – sang for sang. En rigtig anmeldelse lander i starten af næste uge.
1. ‘Every Hour’
Fuld Sunday Service-stemning fra start af: Et kirkekor synger albummet ind. Så er tonelejet lagt. Men vi har ikke hørt Kanyes stemme endnu…
2. ‘Selah’
… det gør vi til gengæld her! Kanye rapper med en overbevisning og energi, som man senest hørte på den indebrændte ‘Can’t Tell Me Nothing’. »God is King, we the soldiers / Ultrabeam out the solar«, lyder introlinjerne, der refererer til de tidligere kristne sange ‘Jesus Walks’ og ‘Ultralight Beam’.
Man havde næsten glemt at Chicago-kunstneren kunne lyde så intens her. Hvis kristendommen får det her frem, er jeg helt klar på religiøse Kanye! Trommerne er majestætiske, næsten som marchmusik – måske er det Soundcloud-produceren Ronny J, der er på spil her? På et tidspunkt synger et kor »Hallelujah!«. Det hele har en militant energi, der minder lidt om ovennævnte ‘Jesus Walks’.
3. ‘Follow God’
Det her er den gode vintage-Kanye: Soulsamples, vokal-stumper og en Kanye der rapper som om, han gør sig umage. På et tidspunkt mener han det hele så meget, at han ikke rapper, men fortæller en anekdote om sin far – en teknik han brugte på sine tidlige album. Og til sidst skriger han pludselig det der ‘Yeezus’-Nazghul-hyl.
Det føles indtil videre, som om Kanye har gjort noget ud af teksterne og leveringen. Jeg har ikke været så blæst væk af en album-start af Kanye siden ‘Yeezus’.
4. ‘Closed On Sunday’
Det her starter lidt fjollet, men når Kanye er bedst, får han selv det fjollede til at føles vigtigt. Kanye bruger en fastfoodkæde (Chick-Fil-A) som metafor, angriber selfie- og Instagram-kulturen, og siger noget med at holde døtre sikre og sønner troende. Halvvejs gennem sangen skifter beatet, og der fyres op for en nærmest trance-agtig synth, der er sært effektiv. Til sidst skriger Kanye igen: »Chick-Fil-A«! Øh… Hvad har jeg lige hørt?
5. ‘On God’
Okay, den her starter bare med boblende, euforisk synth-rap a la ‘Graduation’! ‘On God’ lyder halvt som at være i kirke, og halvt som at være i en forlystelsespark. Sagde Kanye lige at Gud var en »chief« ligesom Chief Keef? What? Det her album stikker helt af lige nu, men for at være helt ærlig, kan jeg godt lide det. Kanye har gjort det umulige: Han har fået kristendommen til at lyde fucking sjov.
6. ‘Everything We Need’
Hvis man kan få den notoriske sexrapper Ty Dolla Sign til at lyde som verdens mest fromme kirkesanger, har man opnået en del. Sådan starter ‘Everything We Need’. Resten lyder mere som et pusterum efter de sidste to skøre sange. Sangen skulle i øvrigt have været på det aflyste ‘Yandhi’-album, og havde oprindeligt et gæstevers af XXXTentacion – det mangler dog her.
7. ‘Water’
Den klart mest gospel-inspirerede sang siden introen. Alt er flydende og behageligt. Kanye rapper et vers, der gentager ordet »Jesus« i starten af hver sætning, der nok er hans mindst opfindsomme indtil videre. På de forrige sange var det som om, kristendommen frigjorde en ny kreativitet. Her falder han måske ind i en lidt forudsigelig, prædikende rolle. Men det er behageligt nok det hele.
8. ‘God Is’
Et kor starter. Og så brager Kanye ind med sin falset-stemme. Du kender den godt: Den der skingre, overfølsomme stemme Kanye bruger nogle gange. Og ja, det her føles oprigtigt. Men altså: Derfor er det ikke nødvendigvis godt. Han går virkelig all in på Gud her: »You won’t ever be the same, when you call on Jesus’ name / listen to the words I’m sayin’, Jesus saved me now I’m sane«.
9. ‘Hands On’
En minimalistisk sang, hvor Kanye blandt andet fortæller en historie om at politiet stopper ham. Og så taler han om, at selv de kristne dømmer ham, og at ingen elsker ham. Det er en stille, mørk sang. På en måde en spændende kontrast til det forrige nummer, der var én lang lyksalig fejring.
10. ‘Use This Gospel’
Jeg får en smule ‘Runaway’-vibes af det her. En insisterende tone sætter stemningen, og så dukker Pusha-T endda op! Og det samme gør – passende nok – Pushas bror (og makker i duoen Clipse) No Malice, der startede som drug-rapper, men som nu er troende. Og så – en saxofon! Okay, jeg overgiver mig: Den her sang fik mig til at udbryde »Hallelujah!« Jeg skal klart i kirke på søndag.
11. ‘Jesus Is Lord’
En sidste stor fanfare til ære for Jesus, og så er det hele slut!
Og efter at jeg har skrevet dén sætning, sidder jeg en smule mundlam foran skærmen og kigger.
For det her album kræver klart, at man lytter til det mere end én gang. Kanye West er slået ind på en helt ny vej. Umiddelbart er kreativiteten og teksterne ikke blevet mindre stærke og nyskabende – tværtimod. Han lyder inspireret.
Samtidig er der steder, hvor alt kammer helt over. Men det er måske okay på et album, der er én stor kærlighedserklæring til Jesus? Jeg ved det virkelig ikke. Men jeg ved, at det her album er ulig noget andet, der er udkommet i lang tid.
Læs også: De 25 vigtigste internationale album i 2010’erne