Til november drager The Minds of 99 på en imponerende arenaturné, der blandt andet bringer dem forbi en udsolgt Royal Arena. Som om showet ikke lovede nok i forvejen, har bandet nu annonceret en ekstra treat til de mange fans, der altså allerede har købt billetter.
Det bliver nemlig den fremadstormende popsanger Jada, der skal agere opvarmning for bandet på den landsdækkende turné, der rammer Aarhus, Aalborg, Odense og København.
»Vi så Jada optræde til Steppeulven tilbage i januar, og vi synes virkelig, det hun lavede der, havde nogle enorme kræfter. Hun er outstanding live, og den oplevelse er vi super glade for, vores publikum nu får. Hun er nået langt på meget kort tid, hun er modig og har virkelig meget personlighed. Vi er stoked over, hun gider«, udtaler Minds-forsanger Niels Brandt i en pressemeddelelse.
Jada har gennem det seneste år virkelig cementeret sin status som fremtidens næste store popstjerne herhjemme, og da hun tidligere på måneden vandt prisen for Årets nye livenavn ved DMA 2019, hvor The Minds of 99 desuden løb med to priser, blev det helt tydeligt, hvorfor Jada også i eget navn har en række udsolgte shows linet op i starten af næste år i både Store Vega og på Train.
Det er i det hele taget en stor dag, hvad angår Jada-annonceringer, for det er også netop kommet frem, at sangeren bliver tildelt Kronprinsparrets Kulturelle Stjernedryspris på intet mindre end 100.000 kr, for »sin evne til at åbne for et popunivers, der gennemsyres af både mod og skrøbelighed«.
Det bliver altså en powerduo bestående af to af Danmarks absolut bedste livenavne lige nu, du kan opleve, hvis du har været heldig at sikre dig billet til den næsten udsolgte turné. Der er dog stadig få billetter tilbage til koncerten i Jyske Bank Arena i Odense 22. november, hvis du vil nå det på falderebet.
Læs også: The Minds of 99 deler engelsksproget elektronisk ballade: ’1,2,3,4’