White Lies
Undervejs i indspilningerne af ‘Ritual’ luftede White Lies løfter om en mere humørmæssigt opløftende albumoplevelse end på den patosfyldte 2009-debut ‘To Lose My Life’. Nuvel, der er antydninger af en mere strømlinet og poppet sangskrivning, men de tre sortklædte løgnhalse er nu ikke blevet jubeloptimister ‘over night’ af den grund.
Var man glad for debutens velturnerede weltschmerzrock, vil man med stor sandsynlighed også holde af ‘Ritual’. For hvor London-trioen måske nok har kastet de allermest teenage-agtige ‘åh lad mig dø’-manerer overbord, så er kernen i deres sangskrivning stadig et bundsolidt rockdrive med skyhøj synthsovs, der skriger på at blive blæst ud i widescreen-format. På sin vis er det skamløst udspekuleret – og på den signatur-agtige ‘Bigger Than Us’ er der da også lige ved at gå Volbeat i den i omkvædet – men ørehænger-potentialet er svært at komme udenom.
Åbningsnummeret ‘Is Love’ sætter kursen med et overraskende krumspringende arrangement og et brølende forløsende omkvæd. Og numre som førnævnte ‘Bigger Than Us’, ‘Streetlights’ og den afsluttende ballade ‘Come Down’ holder fermt skruen i vandet med krystalklart aftegnede melodier.
White Lies føjer ikke nye alen til deres fastforankrede formel. Men de lyder stadig som om en flok stålsatte, überambitiøse og overkvalificerede knægte, der vil erobre hele verden. Og det lyder fortsat som om, de har noget at have ambitionerne i.