Det går stærkt for Jada i disse uger. Hun er blevet annonceret som opvarmning til The Minds of 99’s så godt som udsolgte arenaturné, hun vandt prisen for årets nye livenavn til DMA, og så sent som i denne weekend modtog hun så Kronprinsparrets Stjernedryspris på 100.000 kroner. Nu er der endnu flere gode nyheder.
Grundet den massive efterspørgsel omkring Jadas koncerter i særligt København og Aarhus er der nu blevet tilføjet en ekstrakoncert på Train og en ekstra-ekstrakoncert i Store Vega i forbindelse med den landsdækkende turné, som Jada annoncerede tilbage i april.
Derudover kan Jada meddele, at hun tager det 19-årige stjerneskud Ida Laurberg med som support på turneen. Laurberg udsendte i sidste måned sin officielle debutsingle ‘Grayzone’, som cementerede, at hun er et godt bud på en ny dansk popstjerne. Med en stilsikker vokal og den dystre elektroniske produktion vækker ‘Grayzone’, der også kan høres i en såkaldt ‘stripped’-version, nemlig flatterende associationer til popfænomenet Billie Eilish.
Du kan lære Ida Laurberg bedre at kende, når vi i løbet af den kommende uge bringer et interview med hende, og ellers vil hun altså være at finde på scenen sammen med Jada til alle den kommende turnés koncerter på nær i Silkeborg 24. januar.
Jada-turné – support: Ida Laurberg
23/1 – Aalborg, Studenterhuset Aalborg
24/1 – Silkeborg, Kedelhuset
25/1 – Aarhus, Train (udsolgt)
30/1 – Fredericia, Tøjhuset
31/1 – Roskilde, Gimle
01/2 – Odense, Magasinet
06/2 – Næstved, Grønnegades Kaserne Kulturcenter
07/2 – København, Store Vega (ekstrakoncert – udsolgt)
08/2 – København, Store Vega (udsolgt)
14/2 – Aarhus, Train (ekstrakoncert)
16/2 – København, Store Vega (ekstra-ekstrakoncert)
Se også: Jada tog fusen på publikum til INPUT med sin surprise-koncert