’Victim of Love’: Refn-inspireret debut drukner i horrorklicheer
CPH PIX Weekend. Der er smæk på de røde og blå farver i debutanten Jesper Isaksens danske horror-thriller ‘Victim of Love’. Filmen er colorgradet af Norman Anthony Nisbet, som blandt andet har gradet Nicolas Winding Refns ‘The Neon Demon’, og Isaksen nævner da også Refn som sit filmiske forbillede.
Det kan man godt se, og han lykkes langt henad vejen med at skabe en dragende stiliseret æstetik, hvor der er skruet op for den foruroligende støjende lyd af den amerikanske tonemester Peter Seeba, mørk elektronisk musik af Søren Haahr og skarpt komponerede billeder i lidt skæve vinkler af fotograf Mathias Tegtmeier.
Desværre er der også skruet op for horrorklichéerne: Blinkende lysstofrør, tracking shots nedad lurvede hotelgange, knitrende støj og karakterer, der vågner op med et sæt fra et mareridt, er nogle af de spændingsskabende elementer, man simpelthen har set for mange gange som symbol på karakterernes indre dæmoner og kaos.
Historiemæssigt står det desværre endnu værre til med et forudsigeligt plot om en forsvunden kvinde. Vi følger Charly (Rudi Køhnke), der leder efter sin amerikanske kæreste, Amy (Louise Cho), på det københavnske hotel, de var på ferie på lige inden, hun forsvandt fra ham. Udover at tale i telefon med Amys mor, udspørge den punkede receptionist Felicia (Siff Andersson) og stirre på sin detektivvæg plastret til med billeder foretager han sig dog ikke rigtigt noget for at opklare mysteriet. I stedet sumper han i hotelbaren, tager på mere druk med Felicia og på en trøstesløs stripbar, hvor han indrømmer over for en empatisk stripper, at han er fortabt.
Det står hurtigt klart, at tingene ikke står helt klart i Charlys hoved. Men på trods af, at vi oplever meget af filmen gennem hans forvirrede sind, og at Rudi Køhnke leverer en engageret indsats, forbliver han en flad karakter. Det samme gør Felicia, der ellers er en sjov type, men kun mod slutningen åbner lidt for sprækkerne i sit hårde og pågående ydre.
Inden da har hun bevæget sig fra arrogant tyggegummignaskende blondinekliché til hardcore forførerske, der kaster sig frådende over Charly – ja ja, det er nemt at score som plaget machomand af få ord.
Kort sagt:
Der er for meget Refn-pastiche over thrilleren ‘Victim of Love’, der trods sin stilsikre æstetik kammer over i klichéer og trætter med et forudsigeligt plot.
Læs også: CPH PIX Weekend tilføjer to festivalperler og ‘Midsommar’-director’s cut
Anmeldelse: ’The Lighthouse’ på CPH PIX Weekend
Anmeldelse: ’Take Me Somewhere Nice’ på CPH PIX Weekend