Forleden annoncerede Jamaika på Instagram, at hans næste ep var færdig. Nu er der så kommet en officiel dato på ny musik fra rapperen.
Det er Jamaikas pladeselskab, Def Jam Recordings Denmark (under Universal), der har annonceret udgivelsen via Instagram, og allerede på mandag den 25. november udkommer altså ‘Protokol’ – det vides ikke, om der er tale om en single eller om en hel ep.
Se coveret her.
Jamaika selv har repostet opslaget i sin Instagram-story efterfulgt af et billede af en kastet med ordene ‘Free Ace’ på.
I tirsdag kom det frem, at Syd- og Sønderjyllands Politi har udsendt en efterlysning på Jamaika i forbindelse med et knivstikkeri i Esbjerg den 6. oktober.
Jamaika har tidligere siddet i fængsel flere gange. Han blev senest løsladt i juni 2018 efter at have siddet inde i et par år.
»Det vigtigste har været at droppe kriminaliteten. Først og fremmest. Før alt det andet. Du kommer på et tidspunkt til et sted i livet, hvor du må gøre op med dig selv, hvad du vil. Og heldigvis så valgte jeg musikken«, udtalte han dengang til Soundvenue i et interview.