Gorillaz

Man må sige, at forventningens glæde blev indfriet, da Gorillaz i marts måned, efter fem års albumpause, endelig smed den imponerende vidtfavnende ‘Plastic Beach’ på gaden. Og nu, under et år efter udgivelsen, har den musikalske mastermind Damon Albarn tilsyneladende haft så meget kriblen i fingrene, at gruppens 32 dage lange nordamerikanske turné er endt i noget så alternativt som et iPad-kreeret album. Det har fået titlen ‘The Fall’.

Det skal desværre hurtigt understreges, at det her, hvor interessant det end lyder, langt fra holder niveauet fra tidligere udgivelser. Dels fordi de mangeartede samarbejder, der ellers er én af Gorillaz’ styrker, dårligt eksisterer her (kun Bobby Womack og de to Clash-drenge Mick Jones og Paul Simonon er kollaboratører), men allermest fordi størstedelen af udgivelsens numre bærer så stort præg af den korte udformningsproces, at det i højere grad minder om en række af Albarns elektroniske skitser end om et faktisk værk. Dertil er form og struktur overordnet set for ensporet.

Der rammes dog helt og aldeles plet på eksempelvis den guitarbårne ‘Revolving Doors’, der er et af de få mere organiske numre på udgivelsen, ligesom flotte og dragende stemninger er at finde på ‘The Parish of Space Dust’ og ‘Amarillo’. Men det ændrer ikke på det faktum, at man slutteligt sidder med følelsen af, at Gorillaz med fordel kunne have skåret udgivelsen ned til en mere gennemarbejdet ep eller eventuelt helt have undladt denne ellers kærkomne julegave.