Panic! At the Disco
Panic! At the Disco har delt sig i to. Halvdelen ville hellere spille nostalgidunstende retrorock, mens resterne af moderbandet ovenpå at flytte grammatik-krumspringene til albumtitlen på ‘Pretty. Odd.’ nu generobrer udråbstegnet og returnerer til emo-rødderne.
Man skulle tro, at det er et vingeskudt Las Vegas-makkerpar, der tumler ud af hele affæren, eftersom primus sangskriver-motor Ryan Ross er blandt de frafaldne. Men ‘Vices & Virtues’ demonstrerer, at frontmand Brendon Urie og trommeslager Spencer Smith stadig iscenesætter hæderlig megaskala-mol-poppunk til at få stadionlangsiderne til at skråle med. Som en californisk Double Whopper Meal-udgave af Queen, jovist, men for et band, der i teenageårene startede som bogstavelige Blink-182-kopister, er det ikke helt tosset.
Det er et sandt overflødighedshorn af sjove instrumenter, der er tippet i grøden – marimbaer, xylofoner, strygere, blæsere, harmonikaer og jeg-skal-komme-efter-dig-med-programmeringerne – til tider i svimlende symfoniske højder! Det er et soleklart kreativt varemærke for P!ATD, men i sidste ende er det som airbrushflammer og hækspoilere på en Fiat Punto: Det gør ikke sangene indenunder mindre standard-prægede.
Den skridsikre ‘american-style’-produktion, hvor alt i den overdådige lagkage konformeres til lind og letfordøjelig digi-vælling, kunne man også have undværet. Der savnes istedet energi og vildskab for at få den melodistærke guitarrock ud over rampen. Det er derfor en lettelse, når den sirupssøde ballade ‘Always’ og den ultrapompøse lukker ‘Nearly Witches’ rammer ørerne, for man hører, at duoen simpelthen hører bedre hjemme der genremæssigt.