Death Cab For Cutie

Det amerikanske band Death Cab for Cutie kan et eller andet med at skrive melodier, der sætter sig fast første gang, man hører dem. Og ikke på en irriterende hitlisteliderlig måde eller på mobiltelefonringetone-måden, hvor man nynner »Three is a magic number«, indtil man bliver indlagt på den lukkede. Næh, i stedet er de fleste af numrene på kvartettens syvende album ‘Codes and Keys’ som at møde en fremmed, man på en eller anden måde føler, man har mødt før.
 
Der er genkendelighed, sympati og imødekommenhed i hver en melodistump på albummet, der blander bandets sædvanlige lige-ud-af-landevejen guitarpop med afbalancerede synths og blide strygere. Det er meget vellyd på én gang, men det bliver aldrig for meget eller for overfladisk. Death Cab for Cutie formår nemlig at besjæle deres umiddelbare og ukomplicerede indierock med en følsomhed og en nødvendighed, der hiver hele herligheden op på et højere niveau end normal, radiovenlig popmusik.

Højdepunkter på ‘Codes and Keys’ er der mange af. Særligt stort indtryk gør den episke ‘St. Peter’s Cathedral’, der vokser fra ingenting til et storslået crescendo, hvor kor, guitarer, synths og forsanger Ben Gibbards vokal skaber et klimaks, der ligger et sted imelled det skotske band Frightened Rabbit og Coldplay.

Allerbedst er dog ‘Doors Unlocked and Open’, der stjæler sit åbnings-riff og beat fra det tyske Krautrock-band Neu! og deres nummer ‘Hallogallo’. Her går krautrock, amerikansk indie-sensibilitet og blid college-rock op i en højere enhed. Det er lykkedes Death Cab for Cutie at blive voksne uden at blive kedelige. Tværtimod.

Death Cab For Cutie. 'Codes and Keys'. Album. Warner.
Sponsoreret indhold

Gå ikke glip af