Henrik Hall
På sit andet album fortsætter Henrik Hall, hvor han slap på debuten, ‘Solo’. Her er mere elektronisk formørket rockmusik med uforsonlig kant, der dog aldrig helt får bugt med den mere rendyrkede pop-melankoli og -appel, Hall har taget med sig fra sin tid i Love Shop.
Der er dog stadig ikke risiko for musikalsk sukkerchok, for når Hall gør regnskabet op, er de mørke timer flest. »Alt er brændt ned igen og hjertet i ruin«, lyder det på ‘Shake, Shake’. Med sine pumpende staccato-rytmer, kantede guitarstykker, der flagrer omkring som afhuggede hænder, og massive synth-blokke nærmest tværes sortsynet effektfuldt, men også lovlig bastant ud i masken på én.
Mere interessant fremstår albummets mest sødmefyldte melodi, ‘Kompost’, hvor dysterheden udelukkende kommer til udtryk gennem teksten: »Soldaterne i kamuflage de flyver væk til en krig/men vender hjemad som bagage og transportable lig«. Det spændstige samspil mellem brutale ord og nænsom melodi er her som at blive aet i nakken med et brækjern – og gennemslagskraften så meget stærkere.
Pladens bedste nummer er dog ‘Den sidste flanør’. Versets elektroniske puls konfronterer koldt, men indåndes varme og liv af et lindrende omkvæd, der understreger Halls evner som popsmed. Og det er et stærkt album fra en musiker, der har mere at byde på end de fleste herhjemme, men som er bedst, når han har flere sider af sig selv i spil og på spil samtidig.