Green Days underligt 00’er-nostalgiske ’Father of All Motherfuckers’ er deres værste album nogensinde
Forestil dig, at du instruerer et afsnit af en semipopulær ungdoms-sitcom. Nogle af figurerne skal være cool skatertyper, så de skal lytte til noget hårdtslående rockmusik. Men da det koster en del at betale licens for at bruge et track af et kendt rockband, får du tv-seriens musikhold til at bikse en sang sammen i Garageband på 20 minutter.
Sådan lyder stort set hvert eneste track på Green Days 13. album ‘Father of All Motherfuckers’.
Undtagelserne er ikke sange, der lyder som om, der er brugt over 20 minutter på dem, men rettere de få sange, der rent faktisk prøver at kommunikere andet end »vi er badass og kan lide rockmusik«.
Green Day lyder dog ikke som teenage-udgaven af sig selv her – for de lyder slet ikke som sig selv. De færreste sange på ‘Father of All Motherfuckers’ har set skyggen af punk. Derimod lyder de som en discountversion af kommerciel højoktan-garagerock fra midt-00’erne a la Jet, The Vines eller Eagles of Death Metal. Dog uden det glimt i øjet, der gav sidstnævnte karakter.
Produktionen er forfærdelig på tværs af albummet. Det er som om, bandet har forsøgt at suge alle nuancerne ud af hver eneste streng, hvert eneste slag. Når et instrument først slår en tone an, er der som regel garanti for, at det er den lydstyrke og den klangfylde, det kommer til at have i løbet af hele tracket. På mange tracks er det en konstant 11’er, og idet bandet nægter at tage så meget som en kortvarig slapper, før vi når det ottende track, bliver albummet trods sine blot 26 minutter en virkelig trættende lytteoplevelse.
Sangskrivningen er også fattig på potente øjeblikke. De fleste melodier lyder som om, de er skruet sammen specifikt for at være velegnede til at skråle »lå-lå-lå« til, som om det var en fodboldkamp – hvad selvfølgelig kun bliver forværret af albummets fyldige, bragende lyd.
Lyrikken er ikke meget bedre. I et Instagram-opslag, der desuden er til at krumme tæer over hele vejen igennem, skriver Billie Joe Armstrong: »Teksterne er som en fest, som livsstilen, hvor man ikke giver en fuck. Festens liv OG død. Ikke politisk«.
At bandet bag det definitive anti-Bush-anthem vælger at holde sig fra politik netop nu er exceptionel dårlig timing. De bevarer stadig ordforrådet fra et oprør i løbet af meget af albummet, men uden at de nogensinde bruger den æstetik som andet end et forsøg på at få ligegyldige sex, drugs and rock’n’roll-hymner til at synes mere rebelske, end de er.
I løbet af denne anmeldelse har jeg malet med meget brede penselstrøg, da mange af albummets væsentligste problemer gennemsyrer hele spilletiden. Men hvert eneste individuelle nummer har også egne ting, der slet ikke fungerer.
Om det er den malplacerede rockabilly-guitar på ‘Stab You in the Heart’, de sære dj-scratches på ‘Take the Money and Crawl’ eller det faktum, at ‘I Was a Teenage Teenager’ som den eneste sang på hele albummet lyder som et Weezer-nummer fra 2004 – der er hele tiden noget nyt, der får mig til at klø mig i håret, og som desuden lyder rædsomt.
‘Father of All Motherfuckers’ lyder som stereotypen på et album, man hurtigt sammensætter for at få færdiggjort en pladekontrakt, så man kan ryge over på et nyt selskab. Jeg tvivler dog på, at Green Day pludselig skifter fra Reprise Records efter at have været der i over 25 år. Så jeg må desværre erkende, at det blot er et pinligt album fra et band, der ellers er i stand til meget mere.
Kort sagt:
Med ‘Father of All Motherfuckers’ har Green Day begået deres værste album nogensinde. For at gnide salt i såret lyder de ikke engang som Green Day, men i stedet som discount-udgaven af en 15 år gammel rockbølge, som ingen er nostalgiske overfor.