Det trak overskrifter sidste år, da det kom frem, at en Hollywood-studiechef i 1990’erne havde foreslået Julia Roberts til rollen som den ikoniske afroamerikanske slaverimodstander Harriet Tubman.
Han fik gudskelov ikke sit forslag igennem – ’Harriet’ fik premiere sidste år med Cynthia Erivo i en Oscar-nomineret præstation. Men der er en lang række eksempler på, at Hollywood har besat minoritetsroller med skuespillere fra majoriteten.
Whitewashing har været et flittigt benyttet greb siden filmens fødsel, men hvad betyder det egentlig?
Ifølge sociologprofessor Lester Andrist fra University of Maryland kan whitewashing defineres som mediernes dominans af hvide karakterer spillet af hvide skuespillere i en historie, som sandsynligvis appellerer mest til et hvidt publikum baseret på deres erfaringer og syn på verden. Man caster altså hvide skuespillere i ikke-hvide roller, så filmen spiller bedre hos hvide biografgængere.
I starten af det 20. århundrede var der en lang række eksempler på, at hvide skuespillere spillede andre racer. Det gjorde man ved at anvende blackface og yellowface, som man ser i klassikere som ’The Birth of a Nation’ (1915), ’The Jazz Singer’ (1927) og ’Breakfast At Tiffany’s’ (1961).
Herhjemme har vi også kunnet være med. Det mest kendte danske eksempel er nok Karl Stegger i ’Styrmand Karlsen’ fra 1958.
Kritikken af blackface og yellowface går særligt på karikaturen: At man som hvid laver en dehumaniserende karikatur over en anden race. Eksempelvis stammer blackface oprindeligt fra den særlige amerikanske varieté-form, Minstrel Shows, hvor hvide amerikanere spillede afroamerikanere ved hjælpe af blackface. Den blackfacede karakter var oftest dum, barnagtig, lalleglad og det, der var værre.
På den måde portrætterede man således sorte amerikanere som underlegne på alle tænkelige måder. Og det var den tvivlsomme tradition, Hollywood byggede videre på i starten af det 20. århundrede.
Et af de seneste eksempler på blackface finder vi med Robert Downey Jr. i ’Tropic Thunder’ fra 2008 (i en selvbevidst, ironisk sammenhæng), men ellers er black- og yellowface i Hollywood næsten helt ophørt. Nu er det kritiske blik til gengæld rettet mod andre former for whitewashing.
Det mest kendte eksempel er nok ’Ghost in the Shell’, hvor Scarlett Johansson blev castet i rollen som en japansk manga-karakter. Kritikken har også ramt publikumsmagneter som ’The Hunger Games’, ’The Dark Knight Rises’ og ’Doctor Strange’. Alene i 2018 blev tre film beskyldt for whitewashing: ’My Dinner with Hervé’, ’Cocaine Godmother’ og ’Annihilation’.
I dag handler kritikken primært om, at man tager historier fra minoritetsgrupperne selv ved at fortælle dem med hvide skuespillere. På den måde er man med til at stjæle vigtige og historiske rollemodeller, som man gør hvide, samtidig med at man tager roller fra ikke-hvide skuespillere.
Det er dog ikke kun castingen af hvide skuespillere i ikke-hvide roller, der kan få debatten til at rase. Det samme gør sig gældende ved castingen af seksuelle og/eller kønsminoritetsroller.
Den historiske baggrund er her Will Hays’ famøse Hollywood Production Code’ (1930-1968), som var en række regler, der blev lagt ned over filmindustrien, og som samtlige af de store filmselskaber skrev under på. Regelsættet handlede om, hvad der var moralsk forsvarligt at have med i en Hollywood-film. Et af punkterne handlede om »fremstillingen af seksuel perversitet«, hvilket de facto fik studierne til at udelade eller skjule LGBTQ+-karakterer fra deres fortællinger.
Der var enkelte tilfælde, hvor film slap igennem nåleøjet med karakterer fra LGBTQ+ miljøet, men det var som regel noget, seerne selv måtte regne ud.
Ser man den anmelderroste dokumentar ’The Celluloid Closet’ (1995) om Hollywoods portrættering af LGBTQ+-personer, vil man hurtigt opdage, at det i mange år var tragiske offer-historier eller onde skurkeroller, seksuelle- og kønsminoriteter kunne få. Her kan man også høre heteroseksuelle skuespillere fortælle, hvordan de blev frarådet af deres agenter at spille homoseksuelle roller af frygt for konsekvenserne for deres fremtidige karriere.
Selv da filmindustrien stoppede med at følge Hays Code, gik der mange år, før man begyndte at se LGBTQ+-karakterer i Hollywood-film. Det er kun kommet langsomt. Ifølge organisationen GLAAD udgjorde film med karakterer, der identificerede sig som LGBTQ+, 18,2 procent af de 110, de store filmselskaber udgav i 2018. Det er en stigning på 5,4 procent sammenlignet med året forinden.
Det betyder også, at debatten har ændret sig. Fra at handle om at blive repræsenteret i det hele taget handler debatten i dag mindst lige så meget om, hvordan man bliver repræsenteret. Ryan Murphys ’Pose’ gjorde sig i den forbindelse særligt bemærket, da den har det største antal transpersoner nogensinde i en tv-serie.
Tilbage i 2018 vakte det til gengæld stor opsigt, da det kom frem, at Scarlett Johansson skulle spille den transkønnede mand, Dante ’Tex’ Gill, i filmen ’Rub & Tug’. Det endte med, at hun trak sig fra projektet. Hun udtalte i den forbindelse til Vanity Fair:
»Set i bagspejlet håndterede jeg situationen forkert. Jeg var ikke følsom nok ved min første reaktion. Jeg var overhovedet ikke klar over, hvordan det transkønnede miljø (…) generelt har det med ciskønnede skuespillere, der spiller transkønnede. Jeg kendte slet ikke til den samtale«.
Kritikere påpeger, at en ciskønnet mand i rollen som en transkønnet kan sende et signal om, at folks kønsidentitet bare er noget, de leger. Men der er også en mere strukturel kritik om en filmindustri, der favoriserer ciskønnede skuespillere, mens transkønnede skuespillere ikke engang kan få rollerne som transkønnede.
Nu er debatten også kommet til Danmark. I ’En helt almindelig familie’ spiller Mikkel Boe Følsgaard familiefaren Thomas’ transition til Agnete. Filmen er baseret på instruktør Malou Reymanns egen historie – med velsignelse fra Helene, som rollen Agnete er baseret på.
På sociale medier er rollevalget blevet anfægtet, om end i mindre grad end man måske kunne forvente, men Malou Reymann sagde sådan her i Soundvenues interview forleden:
»Helt lavpraktisk har vi ikke særlig mange transkønnede skuespillere herhjemme. Forhåbentlig ændrer det sig, så billedet bliver meget mere mangfoldigt. Udover det tror jeg også, det ville være sindssygt svært og krævende både fysisk og mentalt for én, der har gået den der lange, lange udfordrende rejse igennem for at blive sig selv i sit rigtige køn og så gå tilbage og spille mand. Jeg vil ikke sige, det ville være umuligt, men jeg tror, det ville være så smertefuldt at gå tilbage og gennemleve et traume på en professionel måde«.
’En helt almindelig familie’ kan ses i biograferne nu.