’Sonic the Hedgehog’: Jim Carrey forcerer kropskomik ind i Razzie-værdig film
Manuskriptforfatterne bag ’Sonic the Hedgehog’ var vist syge den dag, de på filmskolen forklarede show don’t tell-konceptet. Og de må have været udenbys, da der blev snakket om plothuller, karakterudvikling og berettermodel. De kender tilsyneladende heller til ikke konceptet at fortælle en morsomhed med henblik på at forårsage smil og/eller grin.
Så tilbage står stormesteren Jim Carrey og skal forcere kropskomik ind i en dybt uintelligent komediefilm, så det føles, som om man ser to forskellige film: ’Ace Ventura 3’ og et eksamensprojektet for 1.g mediefag.
Det eneste tidspunkt, jeg grinede uden dårlig samvittighed, var, da Carreys onde Dr. Robotnik sætter sin computer i gang med at analysere et spor og i mellemtiden underholder sig selv ved at buste nogle moves på floor i sit transportable laboratorium.
Men ser man bort fra filmens… lad os kalde det humor, er der altså heller ikke meget at komme efter. Hele første akt går så hæsblæsende hurtigt, at selv Sonic uden sin ADHD-medicin ville have haft svært ved at følge med.
I løbet af de første par minutter, som fungerer som en slags prolog, bliver vi tvangsindlagt til følgende eksposition: Sonic er et rumvæsen, han kan løbe super hurtigt (men det er en hemmelighed), han har en ugle som værge, der er nogle små bueskytter, der gerne vil have fat i ham (hvem ved hvorfor), uglen har en pose med magiske ringe, der kan lave portaler til andre verdener (hvorfor den har en hel pose med dem og ikke bare en enkelt, skal jeg heller ikke kunne sige), og Sonic bliver nødt til at flygte til Jorden (alene åbenbart, da uglen foretrækker selvopofrelse på deres hjemmeplanet). Så er der gået cirka 120 sekunder af filmen.
Så klippes der til nogle år senere, hvor Sonic render rundt i en lille flække i USA, mens han møjsommeligt får tiden til at gå, mutters alene, ensom, enlig, gemt væk fra alt og alle og uden en eneste ven i livet. Undskyld, var det for mange gentagelser? Så ved I, hvordan jeg havde det, da jeg så filmen.
Hver gang Sonic ser sit snit til at fortælle (sig selv, andre mennesker eller den nedbrudte fjerde mur), hvor ensom han er, griber han chancen, som en druknende mand gibber efter vejret. Man bliver nænsomt og forsigtigt ført hele vejen igennem filmen uden den smalleste mulighed for at benytte sine egne hjemmelavede hjerneceller. Og hvis det havde været Teletubbies the Movie, havde jeg ikke haft noget problem med det, men det her er en familiefilm i stil med den langt overlegne ’Detective Pikachu’, med voksne hovedroller. Der er ingen undskyldning for denne dvaske fortælling fyldt med børnebander og dårlig onkelhumor.
Plottet kickstartes, når Sonic – i en af sine adskillige melankolske eksponeringer – kommer til at bruge sine magiske kræfter til at EMP’e en stor del af staten, hvilket selvfølgelig tiltrækker lidt opmærksomhed fra Pentagon. De sender den mest åbenlyse evil scientist efter Sonic, der må søge hjælp hos den lokale sherif, Tom.
Desværre taber Sonic meget hurtigt sine magiske portal-ringe ned i et plothul så dovent, at det burde vinde sin helt egen Razzie.
Kort sagt:
Selv et spædbarn ville kunne følge med i ’Sonic the Hedgehog’, men de må så også være målgruppen.