Clap Your Hands Say Yeah
Hvor er det dog rart at have Clap Your Hands Say Yeah tilbage. Og endda i så fin form, som det er tilfældet på Brooklyn-bandets tredje album ‘Hysterical’. Bandets første siden den lidt skuffende ‘Some Loud Thunder’ fra 2007.
‘Hysterical’ lægger fra land med nedrullede vinder, Bruce Springsteen-storhed og guitarbåret indierock af den allermest medrivende slags på det fremragende åbningsnummer ‘Same Mistake’. Trommerne hamrer derudaf, et storslået synth-riff giver luft under vingerne, imens forsanger Alec Ounsworth skråler sig igennem, hvad der former sig som en melankolsk hyldest til ungdommen.
Bandets miks af Dylan-inspireret folkrock, 80’er-postpunk a la Talking Heads og 00’er-synth-americana som blandt andet Grandaddy lavede det er relativt simpel og ikke hamrende original, men det gør ingenting, når sangene er så gode, som de er. I Ounsworth har bandet nemlig en sangskriver, der formår at være dybt personlig og universel på samme tid. Og så er der hans vrængende og bævrende vokal, som man enten må hade eller elske, men indtryk gør den under alle omstændigheder.
En gang imellem bliver hans brægende fraseringer måske for meget af det gode, men i de fleste tilfælde løfter de sangene op på et højere niveau. Som det altoverskyggende højdepunkt ‘Into Your Alien Arms’, som byder på en af de mest bevægende vokalpræstationer, jeg har hørt i meget lang tid. Selve nummeret ender i et fænomenalt støjende og melodisk klimaks. Nævnes skal også ‘The Witness’ Dull Surprise’, hvor maskinpistolstrommer skaber den flotteste outro. Lidt ærgerligt er det dog, at den bombastiske og eksperimenterende ‘Adam’s Plane’ får lov at slutte et ellers fornemt og forrygende comeback-album af.