’The Plot Against America’: Før valget bør alle amerikanere se ’The Wire’-bagmands nye serie
Hvad er virkelighed, og hvad er opspind i denne beskrivelse:
I 1927 gør den amerikanske pilot Charles Lindbergh sig til nationalhelt med sin nonstop soloflyvning over Atlanten. I 1940 indleder den karismatiske glansfigur sit republikanske præsidentembede, hvor isolationspolitik og racefrygt er på dagsordenen.
I mellemtiden har ’Lucky Lindy’ oplevet at få bortført og dræbt sit spædbarn, er flyttet til England for at finde fred og har flirtet kraftigt med det fremadstormende Tyskland med en æresmedalje fra selveste Hitlers næstkommanderende Hermann Göring til følge. En flirt, der altså udmønter sig i et nazivenligt Amerika med en række strukturelle tiltag såsom ’Styrelsen for Amerikansk Assimilation’ til at opløse jødeghettoer og omvende indbyggerne til rigtige amerikanere!
Overgangen fra historisk fakta til fantasi er mere sløret, end man skulle tro. Og sådan er det med så meget i den store amerikanske forfatter Philip Roths skræmmende og skræmmende aktuelle roman ’The Plot Against America’, som David Simon – seriernes store amerikanske kronikør bag ’The Wire’, ’Treme’ og ’The Deuce’ – sammen med sin faste partner Ed Burns har lavet en umanerlig flot periodegengivelse og tro miniserie ud af.
Simon og Burns udmærker sig med deres semiantropologiske tilgang, hvor vi med et bredspektret og forholdsvis usentimentalt blik selv langsomt former det strukturelle og systemkritiske overblik. Modsat Roths uhyggeligt optegnede nationsopbrud bliver der her kun sporadisk lagt et historisk fundament i form af radiobidder, newsreels og flygtige kommentarer.
For den fulde oplevelse af serien er det en fordel at have læst lidt op på datidens politiske og sociale kontekst og for eksempel vide, hvem Walter Winchell var, kende til Lindbergh og Henry Fords virkelige antisemitiske observans og amerikanernes splittelse over for spørgsmålet om deltagelse i Anden Verdenskrig forud for angrebet på Pearl Harbor.
Fortællingens kontrafaktiske nationale mørke i årene 1940-1942 oplever vi således gennem en jødisk middelklassefamilie fra Newark, New Jersey. Familien Levin udgøres af den åbenmundede forsikringsagentfar Herman (Morgan Spector), den omsorgsfulde, hjemmegående mor Elisabeth (fantastiske Zoe Kazan fra ’The Big Sick’ som familiens og seriens hjerte), børnene Sandy og Phillip og Hermans idealistiske og utæmmelige nevø Alvin (Anthony Boyle).
Derudover følger vi Elisabeths naive og ubalancerede søster Evelyn (Winona Ryder), som ukritisk kaster sig i armene på den magtfulde sydstatsrabbiner Lionel Bengelsdorf (John Turturro).
I deres fælles opportunistiske karrierestræben bliver de et jødisk alibi og medansvarlige i Præsident Lindberghs stigmatiserende politik, hvor Evelyn gennem rabbinerens ’udflytningsprojekt’ for unge jøder får sendt det Lindbergh-begejstrede tegnetalent Sandy til Kentucky for at få et bredere perspektiv end sit »snæversynede« jødeopland.
Kernefamiliens smertelige kamp for at holde sammen i et mere og mere jødefjendsk Amerika er også omdrejningspunktet i Roths forlæg.
Men hvor David Simon, måske ud af respekt, stiller sig lige lovlig meget til rådighed for Roth og forbilledligt genskaber episoder og replikker én for én taget direkte ud af bogen, har hans vanlige kollektive strukturfokus dog ikke kunne forlige sig med Roths notorisk autobiografiske og næsten alvidende fortællerperspektiv, der i romanen fra 2004 tilhører niårige Phillip.
Det serien mister i voldsomhed og gribende intensitet – men også tvetydighed i en uskyldig drengs urimelige stillingtagen til racehad, krig og egen identitet – opvejes langt hen ad vejen af det mageløse production design, tidens jazztoner og billedsidens varmglødende crisp.
Man bjergtages og forkæles af den overlegne detaljegrad i familiens hjem, i den tilbagevendende biograf, hvor Herman harmes over nyhedsklippene af Hitlers europæiske triumftog eller så langt øjet rækker i de mange store gadetotaler.
Scenen, hvor Turturros Bengelsdorf giver den fanatisk selvforglemmende tale, der blåstempler Lindbergh og gør hans fascistoide politik kosher, er i vælde og billedindstillinger som en grum opdatering af den store tale i ’Citizen Kane’.
Miniserien er så visuelt overdådigt og tæt et stilstudie, at ikke alle vil finde den lige engagerende. Men da den ulmende uro i sidste afsnit tager til og eksploderer lige op i hovedet på vores udsatte familie, er det svært ikke at tænke, ikke at mærke et eller andet.
Og da nationen løfter sig lyden af Frank Sinatras smukt patetiske ’The House I Live (That’s America to Me) med teksten »The faces that I see, All races and religions, That’s America to me« er det rørende flot.
I 2004 udkom Roths ’The Plot Against America’ under Præsident Bush, men den emmer mere af spændingsfyldt erindringsarbejde, journalistisk historiegendigtning og refleksioner over jøders kår i USA.
I 2020 udkommer Simons version under Præsident Trump og benytter et tilbageskuende kontrafaktisk rum til at fremmane konsekvenserne af den fremmedfjendske og selvomsluttende politik, som får mange i dag til at stille sig det essentielle spørgsmål: »Hvad er Amerika?«.
Kort sagt:
Med ’The Plot Against America’ stiller vores tid største serieforfatter sig til tjeneste for forfatterikonet Philip Roth og skaber et snigende grufuldt retroværk til skræk og advarsel før det amerikanske valg i november.
Anmeldt på baggrund af hele serien.