Lil Uzi Verts bonusudgivelse kan bedst beskrives som et luksus-mixtape
Da de her sange udkom i fredags, tænkte jeg: Hvordan er det lige meningen, jeg skal forholde mig til det her?
Jeg havde lige anmeldt Lil Uzi Verts længe ventede album ’Eternal Atake’ til seks stjerner, og så kom der fandme 14 sange mere, der oven i købet skiftevis blev rubriceret som et mixtape, »anden halvdel af ’Eternal Atake’«, og som en deluxe-version af netop det album.
Så hvad er det her for en udgivelse? Hvordan skal den placeres i Uzis katalog?
Efter at have haft albummet i ørerne siden det udkom, er jeg ret sikker på, at man skal se det som en usædvanlig stor samling bonustracks, der både er en form for fanservice og til en vis grad også en kortlægning af Lil Uzi Verts musikalske udvikling gennem de seneste to-tre år.
For de her 14 sange mangler helt den altomsluttende æstetik fra ’Eternal Atake’, og de har slet ikke samme stramme sekvensering, hvor hver sang føles som om, den driver værket frem. Det her føles langt mere tilfældigt skruet sammen, som et Ikea-møbel der er blevet bygget uden at følge brugsanvisningen.
Til gengæld indeholder deluxe-udgaven (i modsætning til ’Eternal Atake’) en masse spændende gæster, en håndfuld tidligere leakede numre, som Uzi fans har efterspurgt i årevis, samt en række tracks, der lyder som den gamle Uzi fra 2016-18 (visse af sangene, som ‘Come This Way’, kan da også spores til snippets helt tilbage fra 2016).
Det kan man også se på produktionssiden. For hvor store dele af ‘Eternal Atake’ var produceret af Working On Dying, der skabte en helt unik lydside, har mange af bonussangene beats fra Pi’erre Bourne, der knytter an til Uzis lyd fra slut-10’erne.
Og det fører faktisk til nogle af Uzis bedste numre overhovedet. ’Moon Relate’ har eksempelvis samme euforiske, storladne energi som ’No Sleep Leak’ og ’Pretty Mami’ fra 2017-albummet ’Luv Is Rage 2’, og sangen skulle vist også være et fraklip fra den æra.
’Got The Guap’ med Young Thug er et møde mellem to af trapscenens største innovatører, og det boblende, tøjlesløse track lever på alle måder op til forventningerne. Det samme gør sange som ’Lotus’ og ’Bean (Kobe)’ med forbilledet Chief Keef, der har været leaket i årevis i dårlig kvalitet (med kultstatus til følge), men nu endelig findes i ordentlig kvalitet. Gudskelov!
Det samme gælder for ’Myron’, som Uzi har teaset i årevis, der nu har fundet sin plads som albummets intro, hvor den fungerer perfekt. Den minder faktisk en del om introen fra ’Eternal Atake’, der har samme accelererende energi. På ’Myron’ får vi desuden nogle af de stærkeste tekster fra hele den her samling Uzi-sange: »I got icebergs on my neck, I can sink a ship / outer space swag, not regular, Titanic my whip«.
Højdepunkterne er altså højere end rumskibe, og det er samtidig fantastisk at høre nogle af de her mytiske tracks i ordentlig kvalitet. Men som album (eller mixtape) er der ikke så meget, der binder de her sange sammen til en større enhed.
Pludselig kan der eksempelvis være en sang som ’Yessirskiii’, hvor 21 Savage rapper mere end Uzi selv. Eller der er ting som den minimalistiske, spacey ’Strawberry Peels’, der lyder som et fraklip fra den turbulente startsektion af ’Eternal Atake’.
Vi får altså mere en buffet af Uzi-ideer end én gennemtænkt menu. Samtidig er overfloden af gæster imponerende, men den gør også, at Uzis udtryk føles lidt mindre unikt.
Den spraglede udgivelsesform skyldes måske, at rapperen helt op til dagene før udgivelsen ikke havde besluttet, hvilke sange (eller hvor mange), der skulle med.
Det føles i hvert fald sådan – for hvor ’Eternal Atake’ var et gennemført og mesterligt konceptalbum, er det her nærmest et slags luksus-mixtape; en utroligt usammenhængende, men glimtvis genial samling sange, der kortlægger Uzis udvikling.
Kort sagt:
En uge efter storværket ’Eternal Atake’ udgav Lil Uzi Vert et slags luksus-mixtape, der indeholder store features, længe ventede leakede sange og løse ideer fra de seneste to-tre år.