Héloïse Adelaïde Letissier – eller Christine and the Queens, som hun ynder at kalde sig – forstår at bruge karantænetiden fornuftigt. I en ny video har hun nemlig skubbet alle møblerne ud af stuen og delt en coverversion af The Weeknd-nummeret ’Blinding Lights’.
Den franske sanger giver Weeknd-nummeret en ekstra dosis inderlighed og ømhed, som hun krænger hjertet ud fra en lille solstribe på stuegulvet. Nummeret blev delt med hashtagget #TogetherAtHome, under hvilket flere forskellige musikere har delt inspirerende små musikalske hjemmevideoer at varme sig på fra isolationslejet.
’Blinding Lights’ er nuppet fra The Weeknds seneste album, ’After Hours’, som vores anmelder netop har anmeldt med fem stjerner. Christine and the Queens har også netop været udgivelsesaktuel, idet hun i sidste måned slap surprise-ep’en ’La Vita Nuova’ akkompagneret af en film af samme navn.