Pearl Jam leverer vedkommende og vitalt comeback med ‘Gigaton’
Det kan godt være, at Pearl Jam – hvis tre første klassiske album hører til 90’ernes bedst sælgende rockskiver – ikke har været kulturelt dagsordensættende i de seneste to årtier, men Seattles stolte sønner er med tiden alligevel blevet en regulær institution i amerikansk rock, ikke mindst på grund af deres livekoncerter.
Bandet fremstår i dag som det bedste bud på et moderne The Grateful Dead, hvor attraktionen i at se de fem efterhånden noget tyndhårede mænd lige så meget har at gøre med en evig gentagelse af ritualet som med et behjertet forsøg på at pille ved formen.
’Gigaton’ – Pearl Jams første fuldlængde siden 2013’s ’Lightning Bolt’ – er et album, der består af tre ret forskellige dele: En sprudlende start, et velmenende midterstræk og en afdæmpet afslutning.
Der er en sprællende tændthed over albummets fire første sange, der markerer den mest koncentrerede dosis uforfalsket magi på en Pearl Jam-udgivelse i det 21. århundrede. Intet mindre.
’Who Ever Said er forfriskende uforudsigelig, måske ikke i sine nik til Vedders favoritband, The Who, men ved sin sangstruktur, der fortsat er kontraintuitivt betagende ved tiende afspilning. ’Superblood Wolfmoon’ tillader sig den luksus at være medrivende på en lettere fjollet, Van Halen-agtig måde (det klæder Eddie Vedder og co. at afføre sig den oprigtige alvors spændetrøje).
Tredje skæring, ’Dance of the Clairvoyants’, er et regulært chok: Nå ja, alt er relativt, men i tilfældet Pearl Jam forventer man ikke at blive mødt af en blanding af dancerock og postpunk som på den kraftigt Talking Heads-lænende førstesingle. Måden hvorpå bandet fra 2:25-mærket genstarter sangen og finder ind i et groove, hvor flere lag – og flere vokale melodilinjer – gradvis finder sammen, er et af de klareste tegn på, at Pearl Jam har genfundet en inspiration, man troede bandet havde forlagt et sted i 00’erne.
Sidste trin i den indledende energiudladning ,’Quick Escape’, eksperimenterer med teksturer i form af et uventet keyboard-intermezzo, op til flere distortede guitarriff (der lugter af Led Zeppelin anno ’Physical Graffiti’) og en tordnende ond baslinje.
Bandets ofte lidt oversete rytmesektion – bassist Jeff Ament og trommeslager Matt Cameron – får på ’Gigaton’ rig lejlighed til at projicere en fornemmelse af kåd frikvarterstemning, samtidig med at de bidrager med den nødvendige fremdrift, når dét er påkrævet.
På albummets mellemstræk diverteres vi med en Eddie Vedder, der efteraber Bruce Springsteens vokalmelodiske kadence i verset til den stort anlagte ’Seven O’Clock’ – en tirade vendt mod en vis præsident; her hånligt omtalt som ’Sitting Bullshit’. Sangen demonstrerer på sin vis bandets mange facetter, men samtidig ender den med at løbe lidt ud i sandet, i og med at kompositionen toner ud i en grandiositet, der ofrer nerve til fordel for crescendoets rækkevidde.
’Gigaton’ mister med andre ord en kende sammenhængskraft i dette midterstræk. ’Take the Long Way’ er en lidt for skabelonskåret hardrocker (dog med et befriende powerpoppet omkvæd). Stone Gossards godnatsangsvuggende ’Buckle Up’ er charmerende, men løfter sig ikke op over det velmenende. ’Alright’ har et stærkt og atmosfærisk vers, men omkvædet er akustisk strum-along af den mere jordnære slags.
Eddie Vedders lyrik har altid vekslet mellem gode (om end fragmentariske) observationer på den ene side og naturreligiøse sonderinger og klodsede ordsammensætninger på den anden. Begge dele lever i bedste velgående på ’Gigaton’, men det gør en stor positiv forskel, at man kan mærke, at frontmanden har meget på hjerte og nærmest snapper efter vejret for at få afleveret alle de ord, han har fyldt dette dusin mestendels opvakte sange til randen med.
Hvor Vedder i 00’erne virkede fanget i en form for nedadgående spiralbevægelse, der gjorde hans sangskrivning og vokalindsats mere og mere klaustrofobisk i sin lede ved berømmelse (og sekundært: alskens korruption og magtmisbrug), kan man mærke humanistens bankende hjerte og omfavnende, snarere end indkrogede, indignation på ’Gigaton’.
Der er en moden glød, varme og glæde ved at række ud i albummets sidste del: Afdæmpede, Vedder-dominerede kompositioner.
Det drejer sig om den akustiske ’Comes Then Goes’, den melodisk potente ’Retrograde’ og trædeorgelhymnen ’River Cross’, der nok skal kunne hive tårerne frem hos en stor del af de godt og vel midaldrende mænd til de koncerter, der – forhåbentlig (og snart)! – får det overraskende vitale ’Gigaton’ til at udfolde sig til fulde.
Kort sagt:
’Gigaton’ er et vedkommende og overraskende vitalt udspil: Albummets første fire sange udgør den mest koncentrerede dosis uforfalsket Pearl Jam-magi i det 21. århundrede.