Chad VanGaalen

Chad VanGaalen er en særling af et geni. For udover at bygge og mestre et væld af instrumenter, så er han også en visuel mastermind, og det har med tiden været essentielt for opbygningen af hans karakteristiske, unikke og dybt personlige univers. En proces, der nu kulminerer med ‘Diaper Island’, canadierens fjerde fuldlængde, der, foruden at bevare det visuelt gennemførte udtryk, er en vidunderlig bizar forløsning af tre års ventetid.

VanGaalens evne til at blande komplet besynderlige idéer med iørefaldende popmelodier er nemlig særdeles forfriskende, og selv om de mange påfund ofte stritter i vidt forskellige retninger, går det ikke ud over pladens sammenhæng. Svøbt ind i en lettere lo-fi-agtig producering med skramlede guitarer og trashede trommer har VanGaalen derfor skabt en temmelig uimodståelig plade, der både byder på kække, tempofyldte skæringer som ‘Burning Photographs’ og ‘Freedom for a Policeman’ (der har et fantastisk frækt b-stykke), samt mere afdæmpede, melodiøse sager som ‘Heavy Stones’, ‘Wandering Spirits’ og den smukke førstesingle ‘Sara’. Ja, på ‘Blonde Hash’ går der endda alvorstunge, nærmest metal-lignende, tendenser i den. Så burde albummets vidtfavnende univers ligesom være understreget.

Siden 2008-succesen ‘Soft Airplane’ har forventningerne til et nyt udspil fra Chad VanGaalen været skruet godt i vejret. Og selvom tre år var lige lang nok ventetid – på trods af at den blev brugt konstruktivt på at producere et par Women-plader – så må det konstateres, at VanGaalen med ‘Diaper Island’ har begået et foreløbigt højdepunkt i sin solokarriere. En formidabelt løjerlig udgivelse fra en mindst lige så løjerlig skikkelse.