Ryan Gosling lader til igen at skulle vende næsen mod det uendelige univers efter allerede at have spillet Neil Armstrong i Damien Chazelles intense ’First Man’.
Denne gang er har rejsen umiddelbart en lettere tone, da Gosling og produktionsselskabet MGM, ifølge Deadline, er i gang med at forhandle sig frem til rettighederne til den nyeste bog af forfatteren Andy Weir, der tidligere har skrevet den komiske sci-fi-thriller ’The Martian’.
Som det ser ud nu, skal Gosling både spille med og producere filmen i samarbejde den garvede producent Ken Kao (’The Favourite’), som Gosling i 2017 stiftede produktionsselskabet Arcana med efter deres samarbejde på Shane Blacks ’The Nice Guys’.
Bøger fra Weir er i høj kurs efter Ridley Scotts kæmpe succes med Matt Damon i front som midlertidig marsboer i 2015. Bogen, som Gosling for tiden forsøger at få fat i, er faktisk endnu ikke udgivet, men skulle efter sigende minde meget om forfatterens tidligere værker og følger, som ’The Martian’, også en mands isolerede kamp mod ensomheden på en vigtig mission i det ydre rum.
Bogen hedder indtil videre ‘The Hail Mary’ og udkommer formentlig engang dette forår.