‘The Nice Guys’: Crowe og Gosling funkler som umage detektivpar
Som regel kan man ikke se historien for bare knytnæver.
I Hollywoods milliarddyre actionbrag er det ofte, som om manusforfatterne sætter fortællingen på standby, når deres kappeklædte altruister slår på tæven: Action, handling, action, handling, action…
Hos Shane Black, manuskriptmageren bag rapkæftede genrefavoritter som ’Dødbringende våben’ og ’The Long Kiss Goodnight’, er det modsatte tilfældet: Her drives plottet frem i krydsilden.
I ’The Nice Guys’ er der et før og efter alle actionscener, fordi den umage detektivduo bestående af Russell Crowe og Ryan Gosling nuanceres, mens de uddeler og modtager tørre tæsk. Det er mildt sagt forfriskende i et Hollywood, der tit ofrer elegancen på den infantile tjubangs alter.
Det er ellers ikke, fordi Black har tænkt meget over historien, der er skitseret ud fra en genrebevidst plotskabelon: I 70’ernes frivole og noir-desillusionerede Los Angeles bringes et umage detektivpar sammen af et mord og sendes på sporet af en forsvunden pornomodel, der jages vildt af diverse gangstere. Under efterforskningen eksploderer dødsfaldene i pornobranchen, mens detektiverne forsøger at optrevle et komplot med rod i magtens centrum.
Korruptionen i samfundets elite er en tam tilføjelse til detektivplottet, mens nikkene til Blacks oeuvre – særligt den beslægtede buddy-komedie ’Kiss Kiss Bang Bang’ – er så heftige, at selv- og genreironien næsten bliver for tyk. Men det er ikke i historien, at filmmagerens begavelse funkler, det er i måden, den fortælles på.
Her indgår det organiske og det overrumplende i en eksplosiv vekselvirkning: Når Goslings privatdetektiv læser om dræberbier i filmens anslag, er det selvklart, at en animeret kæmpebi senere dukker op i en feberdrøm, og når han sammenligner en af datterens veninder med en vis tysk diktator, er det kun første led i en kaskade af beslægtede punchlines.
»Ved du, hvem der også fulgte ordre«, spørger han senere en betjent. »Hitler«.
Resultatet er et både spraglet og stringent sammenhængende hele, hvor syrede påfund indretter sig efter fortællingens hellige principper.
I centrum af den stilsikre rutsjetur gennem L.A.’s grumsede yderkroge brillerer duoen Crowe og Gosling med kontrasterende takes på krimigenrens arketyper: Den ene er en brysk lejesvend, der tæver udskud for kontanter og udstiller livets meningsløshed i tvære postulater, og den anden en vattet privatdetektiv, der flår penge fra semisenile pensionistkvinder på jagt efter forsvundne ægtemænd (en af dem står i en urne på kaminen) og dulmer fortidens traumer ved at grave dybt i barskabene.
De plukker vittigt fra Blacks bugnende forråd af one-liners, mens de forankrer deres gryende venskab i den flig af moral, som omverden har tabt. Og så udvikler de sig, når kuglerne fyger om ørerne på dem.
På den måde minder ’The Nice Guys’ om en live-action-pendant til FX’s geniale animationsserie ’Archer’, der også bevarer blikket for karaktererne midt i skudsalverne. Til fælles har de en smittende lyst til at begejstre et filmelskende publikum, ikke i form af tanketom action med plotudredninger i pusterum, men med vittige karakterer og replikker og en fortælling, der aldrig står i stampe.
Det kunne resten af Hollywood lære noget af.
Kort sagt:
Det er ikke den arketypiske historie, men måden den fortælles på, der fryder og fænger i ’The Nice Guys’, endnu et skydegalt pletskud fra Hollywoods actionkomedie-mester par excellence, Shane Black.