Sigur Rós

Sigur Rós, der betyder ‘sejrens rose’, har fire albums på bagen, men det er efterhånden otte år siden, at de sprang ud i fuldt flor. Den islandske kvartet er nu igen på banen med et småskizofrent dobbeltalbum. De to cd’er viser to sider af Sigur Rós, og de akustiske versioner på ‘Heim’ er lige så stille, som de elektriske versioner på ‘Hvarf’ er larmende. De er dog lige smukke, men det er sidstnævnte, der står stærkest i lydbilledet.

Det er nemlig så svimlende og storslået, at bandet uundgåeligt må have vakt vulkanen Hekla til live under indspilningerne i Reykjavik. Og midt under elementernes rasen synger selveste Moder Jord til os. Sådan lyder det i hvert fald, når Jón Þór Birgisson med falsetstemme synger på skiftevis islandsk og sit helt eget sprog. Mens live-kendingen ‘Hljómalind’ gør underværker med sin umiddelbarhed, er ‘Hafsól’ det mest storladne af slagsen – en eskalerende syrerock-symfoni, der på en bund af blokfløjte vokser sig til stormfulde højder i løbet af ti minutter.

Selvom de nedbarberede udgaver på ‘Heim’ er nydelige, så når sange som ‘Starálfur’ og ‘Vaka’ aldrig at give gåsehud, som originalerne gjorde og til tider stadig gør. Derfor er det ubetinget ‘Hvarf’, den ene halvdel, der er den største attraktion på dobbeltalbummet. Det er her, det gamle guld gemmer sig og det er så sandelig på tide, at en samling af så stærke sange ser dagens lys i nyindspillede studieversioner. Sigur Rós har sejret igen.