’Papirhuset’ sæson 1-4: Spansk hitserie er Olsen Banden møder Tarantino, telenovela-style
Hvorfor er en spansk serie om en flok kreative bankrøvere Netflix’ største ikke-engelsksprogede hit? En så stor succes, at streamingtjenesten forventer, at den nye, fjerde sæsons seertal vil overgå ’Tiger King’?
’Lasa Casa de Papel’, ’Money Heist’ eller ’Papirhuset’, som den hedder på originalsprog, engelsk og dansk, handler om en gruppe kriminelle med hver deres særlige evner i bedste ’Ocean’s-stil. Under ledelse af den mystiske og alvidende Professor (Álvaro Morte) bryder de ind og barrikaderer sig i Spaniens nationalbank. Men de vil ikke plyndre stedet. De vil printe deres egne penge!
Spørgsmålet er, hvor lang tid de har til at trykke uanede mængder euros – og hvordan skal de få dem ud? De har brugt fem måneder på at gennemgå Professorens plan, som han har planlagt i flere år. Alle tænkelige og utænkelige variabler har han taget højde for og minutiøst lavet et modtræk for. Han er ikke bare et skridt foran politiet, han er et maraton foran dem.
Det eneste, der kan gå galt, er, hvis nogen ikke overholder planen. Som når Tokyo (Úrsula Corberó) løber ud af banken for tidligt, og det ender med en skududvekling og et par sårede betjente. Planen krævede, at ingen kommer til skade…
I bedste ’Reservoir Dogs’-stil har de otte røvere fået navne efter verdens storbyer. Der er Tokyo, en bankrøver med en heftig appetit på livet og en garderobe modeleret efter Mathilda fra ’Leon’, far og søn-teamet Moskva og Denver, hackeren Rio, falskneren Nairobi, de to serbiske fætre Helsinki og Oslo og så lederen inde i banken, den narcissistiske og lettere psykotiske Berlin.
Præcis som formlen dikterer for heistgenren, er der også en politiefterforsker, som er lidt klogere end alle sine kollegaer og måske/måske ikke formår at forpurre planerne. Her er det inspektør Murillo, som selvfølgelig også har sine egne problemer i privatlivet at slås med, mens hun skal forsøge at løse gidselsituationen.
’Papirhuset’ kan ses i fire ’dele’ på Netflix, som to og to udgør en sæson, hvor omdrejningspunktet er et kup.
Første sæson er den mest interessante. Hvert afsnit er klippet, så man sidder helt ude på stolekanten, når de sidste sekunder løber over skærmen. Man er nødt til lige at se starten på næste afsnit for at finde ud af, om det er nu, politiet brager ind i banken, eller om Professoren endelig bliver fanget af Murillo og hendes assistent, den kærlighedssyge Angel.
Der er mange tråde at holde styr på. Et stort persongalleri og talrige plottwists gør serien til en til tider Herkules-værdig opgave at følge med i. Det gør det ikke nemmere, at den alvidende fortæller Tokyo anlægger et stærkt subjektivt blik på hændelserne.
Heistfilm-genren har altid, fra Robin Hood og frem, båret et element af kapitalismekritik. Serieskaber Alex Pina giver i ’Papirhuset’ plads til en mere omfattende og sønderrivende kritik af det spanske samfund med dets fascistiske fortid og patriarkalske machismo-attitude.
Den antifascistiske sang ’Bella ciao’ figurerer flere gange i løbet af første sæson og giver et lille hint om, at Professorens motiver for missionen er mere dybereliggende end driften efter at have kontanter nok til at kunne købe et mindre afrikansk land.
Som Tokyo forklarer i en voiceover: »Professorens liv handlede om én ting: modstand. Hans bedstefar, der havde kæmpet mod fascisterne i Italien, havde lært ham sangen, og han lærte os den«.
Inkarnationen af det pengegriske system er direktøren for Nationalbanken, Arturo Román. Han er prototypen på machismo-svinet, der knepper sekretæren, mens han giver den som from familiefar, og samtidig er klar til at ofre alt og alle for at redde sin egen røv. Román er i lang tid seriens eneste deciderede skurk, men i anden sæson bliver der skruet gevaldigt op på den front med inspektør Sierra og Oberst Tamayo fra Sikkerhedstjenesten, hvormed tortur og menneskerettigheder kommer i fokus.
Desværre virker anden sæson på mange måder som en gentagelse af første, om end der nu er endnu flere twists og stereotyper i en rendyrket action-telenovela-stil.
Mindeværdige momenter er der dog stadig mange af. Og jeg er efter slutningen af fjerde del så dybt inde i universet, at en femte del af fortællingen om det spanske svar på Olsen Banden bare kan komme an.
Kort sagt:
Action, intriger og plottwists stiller selv den mest uudslukkelige heist-tørst i Netflix’ største ikke-engelsksprogede succes.
Anmeldt på baggrund af alle fire sæsoner.