n*grandjean

Danske Nikolaj Grandjean skammer sig tilsyneladende ikke synderligt over at være afsender af kvalme lækkerklange og billig emotionalitet. I hvert fald ikke, hvis man skal tro titlen på hans andet album ‘Fairly Young’, hvor Grandjean åbenlyst formulerer en håbløst, plysfarvet udlægning af kærligheden.

»Oh, why can’t we leave together / can’t we fall asleep together / no one realize it / how will I?«, hedder det på åbningsnummeret, hvor hovedpersonen funderer over den åh så smertende, ugengældte kærlighed.

Bedre går det ikke på musiksiden. Arrangementerne synes indsmurt i tyk lejrbålsstemning, vokalen virker decideret vammelsød, og så er de intimt hyggesyge instrumentbehandlinger ualmindeligt anstrengende at lægge ører til. Ja, man kommer uvilkårligt til at tænke på Jack Johnson i hans mere komfortsyge øjeblikke.

Og det er bestemt ingen kompliment. Ikke mindst fordi Grandjean ligesom sin amerikanske kollega ikke rigtigt evner at løfte sin sangskrivning væk fra det ovenud nuttede og sukrede. Okay, der er da indimellem forsøg på at injicere lidt eventyrlyst i de nydesyge sangskrivningsformler. Især i de passager, hvor Grandjean åbner op for den øverste skjorteknap og leger lidt med lydbilledet i form af reallyde og diverse, elektroniske nedbrydninger. 

Men det ændrer ikke stort ved, at musikken på ‘Fairly Young’ er og bliver en gang tarvelig pulverbearnaise. Dermed ikke sagt, at Nikolaj Grandjean er blottet for talent. Men god sangskrivning har aldrig været synonym med blodfattig magelighed. Tværtimod faktisk.