’Little Joe’: Psykologisk plantegyser er modelækker og krybende uhyggelig
Række på snorlige række af kraftige plantestængler med blodrøde blomsterknopper. Kameraet snurrer roligt rundt, og lydsiden knirker urovækkende skingert. Noget er vist ikke helt, som det skal være i det laboratoriesterile drivhus, hvor seniorforskeren Alice (Emily Beecham) eksperimenter med og dyrker nye plantearter.
Du kan både høre det og se det i det småvirtuose åbningsskud i Jessica Hausners ’Little Joe’; den østrigske instruktørs femte spillefilm (og første engelsksprogede).
’Little Joe’ er navnet på den genetisk manipulerede plante, den fraskilte alenemor Alice har udviklet i laboratoriet. Opkaldt efter teenagesønnen Joe (Kit Connor) er planten skabt til at udskille duftstoffer, der gør mennesker lykkelige. Og forskerne på Planthouse kan næsten ikke vente med at præsentere vidunderet på den snart forestående blomstermesse. Særlig ubehageligt overivrig – både romantisk og karrieremæssigt – er Alices assistent Chris (Ben Whishaw).
Men er det nu så god en idé at snige et eksemplar med hjem til unge Joe, når produktet ikke er færdiganalyseret og gennemtestet endnu? Måske kompenserer arbejdsnarkomanen Alice for sit mangel på nærvær på hjemmeadressen og vil bare imponere teenagesønnen? Uforsigtigt er det i hvert fald. Og situationens alvor begynder langsomt at gå op for hende, da Joes attitude ændrer sig, og mor-søn-symbiosen med take-out mad og indforståede vittigheder ikke længere har den unge mands interesse. Er det planten eller bare pubertetens øretæveindbydende provosind, der er synderen?
Briten Emily Beecham, der også leverede storspil og nerve som storbytornadoen i ’Daphne’ (2017), transformerer sig i ’Little Joe’ til et veritabelt stilikon: silkeskjorter, pastelfarvede slacks, modejoggingsæt, ja, selv en mintgrøn laboratoriekittel tager sig modeblog-værdigt eksklusivt ud båret af Beecham med den blege teint og uforglemmelige, gulerodsfarvede grydefrisure. Aldrig har en laboratoriebotaniker været mere chic.
Det særegne, lækre look er skabt af instruktørens søster Tanja Hausner, der i øvrigt har arbejdet som kostumedesigner på samtlige af Jessica Hausners film siden debuten ’Lovely Rita’ i 2001. Et storartet samarbejde.
Men tøjet alene gør ikke en film. Beechams millimeterpræcise præstation indbragte fortjent ’Little Joe’ en skuespilpris ved Cannes-festivalen sidste år. Der er lige dele mild paranoia, moderinstinkt og karriere-tunnelsyn i hendes portræt af den laboratoriemusede Alice, der både er helt, anti-helt og noget ubestemmeligt midtimellem. Griner du af eller med hende, når hun spilder take-out-dyp ud over sig selv?
Elsker hun sønnen Joe betingelsesløst, eller er hun faktisk en arbejdsnarkoman, der helst er fri for de trælse forpligtelser? Usikkerheden sætter sig som små, nervøse tics i kroppen og efterlader dig som tilskuer på gyngende grund. Lige præcis dér, hvor Hausner helst vil have dig.
Den sorte, knastøre humor, der sylespidst stikker hul på hvert et tilløb til tungt drama, er Jessica Hausners særkende. Den østrigske instruktør fjerner på intet tidspunkt tungen fra kinden, og hendes værker er næsten ondt morsomme. ’Little Joe’ inklusive.
Tag bare periodefilmen ’Amour Fou’ fra 2014, hvor fortællingens omdrejningspunkt er en melankolsk hængemule af en digtertype i romantikkens Berlin. Han søger og søger i borgerskabets saloner efter den helt rigtige kvinde – at begå kollektivt selvmord med, vel og mærke! I historisk akkurate og knivskarpe tableauer driller Hausner tilskueren med ens forventninger til periodedramaet og romantikkens ophøjede, romantiske typer og punkterer diabolsk hele molevitten ved hver en given lejlighed.
’Little Joe’ er frydefuld langsommelig anti-action og opererer taktfast i det særlige tempo, scoret af Teiji Ito dikterer. Hausner gør så dygtigt brug af kunstnerens avantgardistiske percussion-værk ’Watermill’ fra 1971, at det hele synes som et symbiotisk univers. Komplet med musikalske jump scares og arytmisk klippestil.
Ja, ja, der er visse usandsynligheder og lidt sci-fi vås undervejs, men jeg lod glad og fro dem alle passere. Beecham brillerer fra start til slut, og Hausner-søstrenes overbevisende univers overrumpler i nærmest hver eneste scene og enkelte kameraindstilling. ’Little Joe’ skal ikke bare ses, men opleves, indtages og indhaleres på det størst mulige biograflærred.
Kort sagt:
Lad fornuften hænge i garderoben og overgiv dig til Hausners delikat satiriske plante-gyser med eminente Emily Beecham i lækkert kluns.