Magtens Korridorer

Parallelt med det nylige gennemtræk på Christiansborg har Søren Mikkelsen erobret producertaburetten hos Magtens Korridorer – altså bandet – i anledning af deres senest fødte. Indlysende, i lyset af hans arbejde med Kim Larsen, som Magtens Korridorer jo netop i tidernes morgen høstede positive sammenligninger med.

Kunne de gæve gutter dengang prikke et glughul ud til fremtiden og besigtige hvad Magtens Korridorer version 2.011 er for en størrelse, ville de måske bæve over de udmarvede knokkelmænd, der med flammende kranier river døre af hængslerne i ‘Pindsvinesjæl’s ordløse og helt Queens of the Stone Age’sk indædte refræn. ‘Imperiet Falder’ er et vaskeægte efterårsalbum med riv og rusk, og det er måske bandets bedste til dato.

Kamelen, man altid i bandets nærvær sluger, er Johan Olsens distinkte røst, som ikke favner mange nuancer mellem stilhed og et øredøvende jetjagerbrøl. Til gengæld ryger hans budskaber ind på lystavlen, som fløj de på ryggen af en brosten. Albummet digter videre på formlen fra ‘Milan Allé’ med moltonet mismod, melankoli og malurt i tanken – selv på singleforløberen ‘Kom og mærk’.

Som Olsens fordanskede omkvæd til ‘Lyden af alarmer’ indlysende konstaterer: »Livet er en bidsk og kælen tæve«. Hvad der præcis er overgået rødderne siden deres hedonistiske, semipubertære og P3-pryglende gennembrud er uvist, men livserfaringen og, undertiden, -leden som brændstof velsigner dem nærmest med et ekstra gear. Det er solid og hærdebred sovs-og-kartofler-rock, men man skal efterhånden være en slem krakiler for at afskrive bandets sanghåndværk, som kun har vokset sig mere konsistent med årene. De indlysende hits udebliver til fordel for et højere bundniveau, ganske enkelt.